søndag den 3. februar 2019

Første dag i morgen

I morgen starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg. Det er efterhånden et halvt år siden jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, så jeg glæder mig rigtig meget til at starte.

Sommerfuglene er så småt ved at flytte ind i min mave, men ikke på en dårlig måde. Jeg har en god fornemmelse, når jeg tænker på det der skal ske. Jeg er spændt på at møde mine studiekammerater og se, hvem jeg skal bruge de næste 3 1/2 år sammen med. Jeg glæder mig til at tage hul på studiet og til at skulle have nogle fag, som jeg synes lyder rigtigt spændende.

Det er mærkeligt at tænke tilbage på min tid på gymnasiet og hvad jeg den gang troede, at jeg ville komme til at beskæftige mig med i fremtiden. Den gang var jeg overbevist om, at jeg skulle uddanne mig inden for det sproglige eller i hvert fald det humanistiske område. Det var der jeg var sikker på, at lykken lå for mig: i sproget og kulturens mange vidundere.

I tiden efter, at jeg blev student i 2017 har mange ting ændret sig. Jeg er blevet klogere på mig selv, andre mennesker og måske livet generelt. Jeg har lært, at lykken for mig findes i fællesskab med andre, jeg har lært, at når man finder modet til at lukke andre mennesker ind, betaler det sig oftest, og jeg har lært, at det eneste rigtige for mig er at have et arbejde, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker.

Alle de lektioner og al den nye viden vil jeg tage med mig i min mentale bagage, når jeg i morgen for første gang træder ind ad dørene på UCN som ergoterapeutstuderende.

Som jeg sidder og skriver dette, føler jeg mig klar til at se, hvad min tid som studerende har at byde på...

mandag den 17. december 2018

Et blik tilbage på 2018

I dag er der lige præcis to uger tilbage af 2018. Snart skriver vi 2019, og med det nye år følger en ny begyndelse for mig: d. 4. februar starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg - noget jeg ser frem til med spænding, glæde og en lille smule sommerfugle i maven.

På samme måde sad jeg for et år siden og så frem mod 2018. med spænding, glæde og sommerfugle i maven. Nu hvor jeg sidder og kigger tilbage på året, der er gået, er jeg fyldt med glæde og taknemmelighed.

Den første halvdel af året brugte jeg på Rønde Højskole, hvor jeg fik lov til at lære de mest fantastiske mennesker at kende i rigtig hyggelige omgivelser. Lige så svært som det var for mig at lukke alle de nye mennesker ind i starten, lige så stor en gave blev det, da jeg endelig lod paraderne falde og lod dem komme indenfor.

Jeg lærte, hvor værdifuldt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte, hvad det vil sige at være sammen med andre i døgndrift, og hvor givende det er. Jeg oplevede det fantastiske ved højskolesang og højskolestemning, og midt i alt dette nye og fantastiske følte jeg, måske for første gang i mit liv, at jeg hørte fuldstændigt til. Lige der på en højskole i Rønde, en by som jeg aldrig havde hørt om, omgivet af 100 mennesker hver dag, var min diagnose pludselig ligegyldig,  spøgelserne fra fortiden forsvandt og tilbage var kun en stor glæde, accept og en tro på, at fremtiden bliver lys.

Efter at have afsluttet mit ophold i Rønde tog jeg hjem til Aalborg, hvor jeg fik tid til at blive genforenet med mine gode venner fra før højskolen og det meste af min familie, før jeg med mine forældre og søskende satte kursen mod Tyskland og Østrig. En dejlig ferie, hvor vi fik vandret og oplevet en masse i godt vejr det meste af tiden. 

Da vi kom hjem fra ferie, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på ergoterapeutuddannelsen med start vinter 2019 - dejligt at være kommet ind, men lidt ærgerligt at skulle vente til februar.

Den første uge i august var jeg så heldig at få lov til at komme tilbage til Rønde Højskole som frivillig hjælper til et sommerkursus sammen med en af mine gode veninder, jeg mødte på højskolen i foråret. Det var en super hyggelig uge, hvor vi fik lov til at genopleve højskolestemningen, mens vi hjalp til, hvor vi kunne og hyggede os i fritiden.

Efteråret har jeg brugt på frivilligt arbejde hos Aalborg FRI-TID, hvor jeg er med til at arrangere sociale aktiviteter for handicappede og derudover er jeg ledsager for en blind mand. Ellers har jeg læst en del og skrevet nogle bidder af noget, der måske en dag bliver til en roman, og hygget med familie og venner.

Nu glæder jeg mig til julen, som jeg skal fejre med min familie, og nytårsaften, som jeg traditionen tro skal holde med en gruppe gode venner; jeg har kendt i mange år...

Så med to uger tilbage af 2018 vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og alt det bedste for 2019.

søndag den 2. december 2018

For et år siden

I dag er det lige præcis et år siden, at jeg satte mine ben på Rønde Højskole for første gang. Et langt efterår var gået med overvejelser, tvivl og en smule frygt, men jeg havde endelig taget beslutningen: jeg ville på højskole og det skulle være i Rønde.

Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.

Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.

Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.

Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.

Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.

Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.

Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.

fredag den 10. august 2018

"Glædens øjeblikke"

I den seneste uge har jeg været tilbage på Rønde Højskole som frivillig hjælper på et sommerkursus, der handler om glædens øjeblikke. Et kursus som hovedsageligt henvender sig til ældre mennesker, og byder på foredrag, udflugter på Djursland og vigtigst af alt en masse hyggeligt samvær.

Sammen med kursusledere og tre andre frivillige skulle jeg være med til at skabe de bedste rammer for hyggen ved at sørge for alt det praktiske.

En helt uforglemmelig uge har det været med en masse smil, grin, gode snakke, lækker mad og taknemmelige kursister. Det er helt utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en forskel.

Samtidig var ugen et glædeligt gensyn med højskolen og hele den stemning, der er sådan et sted, og det blev virkelig klart for mig, hvor meget jeg har savnet det hele. Jeg har savnet omgivelserne, naturen og skolens hyggelige lokaler. Jeg har savnet timerne med fællessang med sangene fra højskolesangbogen. Mest af alt har jeg bare savnet, hvordan mennesker mødes og lærer af hinanden på en måde, der kun kan lade sig gøre på en højskole.

Højskolen og Rønde har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har lovet mig selv at vende tilbage så ofte som det kan lade sig gøre.

Sådan et ophold er en once in a lifetime oplevelse, og jeg ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og genopleve det hele én, to eller tusind gange til...

torsdag den 2. august 2018

Det næste kapitel

Den 5. juli var der ansøgningsfrist for de videregående uddannelser. En deadline, der sidste år virkede som et press. Et press, der fortalte mig, hvad jeg burde gøre. Jeg endte med at søge ind på dansstudiet - bare for at gøre et eller andet, men valgte heldigvis at takke nej til studiepladsen og i stedet bruge et på at komme tættere på mig selv. Et valg jeg aldrig har fortrudt, for hold da op, hvor har det givet mig meget!

Den 5. juli i år fik en helt anden betydning for mig. Datoen gav mig en halt anden følelse i maven. Denne gang kunne jeg møde dagen med en beslutsomhed og glæde, som jeg ikke havde troet mulig. Jeg har fundet en uddannelse, der interesserer mig, og som føles helt rigtig. Jeg har søgt ind på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg, og den 28. juli kom svaret: Jeg er blevet optaget med start den 4. februar. Egentlig havde jeg håbet at kunne starte til september, men jeg er bare super glad for at være kommet ind og at have fundet et område, der fanger mig.

Det næste halve år ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af, men jeg er kommet så uendeligt meget længere end jeg var sidste år på denne tid. Den gang anede jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg var helt blank. Sådan er det heldigvis ikke i år. I år har jeg taget en meget vigtig beslutning om, hvad jeg vil med mit liv.

Den beslutning har givet mig en ny ro, og jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på ergoterapeutuddannelsen til februar.

fredag den 13. juli 2018

Hjemme igen

Nu er det lidt over to uger siden siden, jeg pakkede det sidste, forlod mit værelse på højskolen og spiste morgenmad i spisesalen for sidste gang, før vi gik ind til den afsluttende samling, hvor vi sang nogle sange, forstanderen holdt en fantastisk tale og vi fik overrakt vores højskolebeviser.

Da samlingen var slut, kom den hårde del: det var blevet tid til at sige farvel. Vi stillede os op på en lang række organiseret på en måde så alle ville komme til at møde alle og få sagt farvel - elever såvel som lærere.

Det trak tænder ud og tog en evighed, men det var den helt rigtige måde at gøre det på. Hver og én fik vi muligheden for at kigge hinanden i øjnene og sige farvel på en ordentlig måde.

Det første stykke tid fik jeg næsten bildt mig selv ind, at jeg ville kunne komme igennem uden at græde, men i takt med, at de mennesker jeg har holdt så meget af gik forbi, knækkede filmen for mig.

Det kom bag på mig, hvor utroligt svært og hårdt det var at starte på højskolen i januar, men jeg havde alligevel ikke kunnet forberede mig på, hvor ondt det ville komme til at gøre, når jeg skulle sige farvel til alle de mennesker, som jeg havde brugt det sidste halve år med. De er de mennesker, jeg grinede med, hyggede med, snakkede med. Vi har set hinanden i vores bedste, værste, sjoveste, mest frustrerede, mest fantastiske og uforglemmelige øjeblikke. De var alle sammen en del af mit liv på højskolen, og de har alle sammen været med til at gøre det til en uforglemmelig og fantastisk tid. Elever såvel som lærere.

Jeg har lært utroligt meget og jeg er evigt taknemmelig for det kapitel af mit liv.

torsdag den 14. juni 2018

En vigtig lektion

I går var der præcis to uger til afslutningen på mit højskoleophold, og i den forbindelse havde vi et sidste arrangement med vores ganggruppe og den tilknyttede lærer. I min gruppe hyggede vi i højskolehaven med is, kaffe og romkugler, mens vi spillede kongespillet, og vores ganggruppelærer havde individuelle evalueringssamtaler med os i gruppen på skift. Samtalerne skulle "kun lige vare 5-6 minutter" og handle om, hvordan vores højskoleophold har været. Dog blev de både en del længere og dybere end det - heldigvis.

Den samtale, jeg havde med min ganggruppelærer var utroligt rar. Vi snakkede om, hvad jeg har fået ud af at gå på højskole - hvad jeg har lært om mig selv: Da jeg var 17 startede jeg i 1.g, noget, som jeg ikke følte mig klar til - fagligt var jeg klar, men på det personlige plan var jeg bare ikke parat til mødet med en ny skole og en masse nye mennesker. Derfor byggede jeg en mur omkring mit hjerte og alt, hvad der gør mig til mig. Muren skulle beskytte mig for nederlag - og holde mine nye klassekamerater på sikker afstand. 

Sådan levede jeg i godt og vel halvandet år. Først derefter begyndte jeg at sænke paraderne en smule overfor nogle få mennesker, som jeg var kommet til at stole en smule på. De fik lov at komme nærmere, men jeg var hele tiden opmærksom på ikke at lade dem komme helt tæt på. Helt tæt på kernen, den sårbare del af mig. 

Ikke overraskende har jeg ikke kontakt med en eneste fra min gymnasieklasse nu - jeg fik ikke skabt nogle venskaber for livet. Egentlig er det ikke noget, jeg har fortrudt, når jeg har tænkt tilbage, men da jeg valgte at starte på højskole, vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ind til det med en anden indstilling. En indstilling, jeg ikke var i stand til at have, da jeg gik i gymnasiet: Jeg ville møde de andre elever på højskolen med et åbent sind, og jeg ville give mig selv lov til at være sårbar, og til at lade dem se de ting, der gør mig til mig. 

Nu hvor opholdet for alvor er ved at nærme sig sin afslutning, kan jeg mærke, at dén indstilling var den rigtige. Jeg har mødt så utroligt mange søde mennesker her, og jeg er evigt  taknemmelig for at have lært dem at kende, og alt hvad de har givet mig. Om venskaberne bliver for livet, kan kun tiden vise, men jeg tror på, at vi har ret gode odds.

Den erfaring vil jeg tage med mig, når jeg skal møde nye mennesker i fremtiden: "Giv dig selv lov til at give andre tiden til at lære dig at kende." For det tager længere tid for andre at lære mig at kende, end det tager for dem at lære andre at kende. Med min diagnose vil jeg på det punkt altid være bagud, men hvis folk får tiden til at lære at læse mig, vil diagnosen blive mindre og mindre tydelig for dem og fylde mindre og mindre i vores kommunikation.