En vigtig lektion

I går var der præcis to uger til afslutningen på mit højskoleophold, og i den forbindelse havde vi et sidste arrangement med vores ganggruppe og den tilknyttede lærer. I min gruppe hyggede vi i højskolehaven med is, kaffe og romkugler, mens vi spillede kongespillet, og vores ganggruppelærer havde individuelle evalueringssamtaler med os i gruppen på skift. Samtalerne skulle "kun lige vare 5-6 minutter" og handle om, hvordan vores højskoleophold har været. Dog blev de både en del længere og dybere end det - heldigvis.

Den samtale, jeg havde med min ganggruppelærer var utroligt rar. Vi snakkede om, hvad jeg har fået ud af at gå på højskole - hvad jeg har lært om mig selv: Da jeg var 17 startede jeg i 1.g, noget, som jeg ikke følte mig klar til - fagligt var jeg klar, men på det personlige plan var jeg bare ikke parat til mødet med en ny skole og en masse nye mennesker. Derfor byggede jeg en mur omkring mit hjerte og alt, hvad der gør mig til mig. Muren skulle beskytte mig for nederlag - og holde mine nye klassekamerater på sikker afstand. 

Sådan levede jeg i godt og vel halvandet år. Først derefter begyndte jeg at sænke paraderne en smule overfor nogle få mennesker, som jeg var kommet til at stole en smule på. De fik lov at komme nærmere, men jeg var hele tiden opmærksom på ikke at lade dem komme helt tæt på. Helt tæt på kernen, den sårbare del af mig. 

Ikke overraskende har jeg ikke kontakt med en eneste fra min gymnasieklasse nu - jeg fik ikke skabt nogle venskaber for livet. Egentlig er det ikke noget, jeg har fortrudt, når jeg har tænkt tilbage, men da jeg valgte at starte på højskole, vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ind til det med en anden indstilling. En indstilling, jeg ikke var i stand til at have, da jeg gik i gymnasiet: Jeg ville møde de andre elever på højskolen med et åbent sind, og jeg ville give mig selv lov til at være sårbar, og til at lade dem se de ting, der gør mig til mig. 

Nu hvor opholdet for alvor er ved at nærme sig sin afslutning, kan jeg mærke, at dén indstilling var den rigtige. Jeg har mødt så utroligt mange søde mennesker her, og jeg er evigt  taknemmelig for at have lært dem at kende, og alt hvad de har givet mig. Om venskaberne bliver for livet, kan kun tiden vise, men jeg tror på, at vi har ret gode odds.

Den erfaring vil jeg tage med mig, når jeg skal møde nye mennesker i fremtiden: "Giv dig selv lov til at give andre tiden til at lære dig at kende." For det tager længere tid for andre at lære mig at kende, end det tager for dem at lære andre at kende. Med min diagnose vil jeg på det punkt altid være bagud, men hvis folk får tiden til at lære at læse mig, vil diagnosen blive mindre og mindre tydelig for dem og fylde mindre og mindre i vores kommunikation.