Et blik tilbage på 2018

I dag er der lige præcis to uger tilbage af 2018. Snart skriver vi 2019, og med det nye år følger en ny begyndelse for mig: d. 4. februar starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg - noget jeg ser frem til med spænding, glæde og en lille smule sommerfugle i maven.

På samme måde sad jeg for et år siden og så frem mod 2018. med spænding, glæde og sommerfugle i maven. Nu hvor jeg sidder og kigger tilbage på året, der er gået, er jeg fyldt med glæde og taknemmelighed.

Den første halvdel af året brugte jeg på Rønde Højskole, hvor jeg fik lov til at lære de mest fantastiske mennesker at kende i rigtig hyggelige omgivelser. Lige så svært som det var for mig at lukke alle de nye mennesker ind i starten, lige så stor en gave blev det, da jeg endelig lod paraderne falde og lod dem komme indenfor.

Jeg lærte, hvor værdifuldt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte, hvad det vil sige at være sammen med andre i døgndrift, og hvor givende det er. Jeg oplevede det fantastiske ved højskolesang og højskolestemning, og midt i alt dette nye og fantastiske følte jeg, måske for første gang i mit liv, at jeg hørte fuldstændigt til. Lige der på en højskole i Rønde, en by som jeg aldrig havde hørt om, omgivet af 100 mennesker hver dag, var min diagnose pludselig ligegyldig,  spøgelserne fra fortiden forsvandt og tilbage var kun en stor glæde, accept og en tro på, at fremtiden bliver lys.

Efter at have afsluttet mit ophold i Rønde tog jeg hjem til Aalborg, hvor jeg fik tid til at blive genforenet med mine gode venner fra før højskolen og det meste af min familie, før jeg med mine forældre og søskende satte kursen mod Tyskland og Østrig. En dejlig ferie, hvor vi fik vandret og oplevet en masse i godt vejr det meste af tiden. 

Da vi kom hjem fra ferie, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på ergoterapeutuddannelsen med start vinter 2019 - dejligt at være kommet ind, men lidt ærgerligt at skulle vente til februar.

Den første uge i august var jeg så heldig at få lov til at komme tilbage til Rønde Højskole som frivillig hjælper til et sommerkursus sammen med en af mine gode veninder, jeg mødte på højskolen i foråret. Det var en super hyggelig uge, hvor vi fik lov til at genopleve højskolestemningen, mens vi hjalp til, hvor vi kunne og hyggede os i fritiden.

Efteråret har jeg brugt på frivilligt arbejde hos Aalborg FRI-TID, hvor jeg er med til at arrangere sociale aktiviteter for handicappede og derudover er jeg ledsager for en blind mand. Ellers har jeg læst en del og skrevet nogle bidder af noget, der måske en dag bliver til en roman, og hygget med familie og venner.

Nu glæder jeg mig til julen, som jeg skal fejre med min familie, og nytårsaften, som jeg traditionen tro skal holde med en gruppe gode venner; jeg har kendt i mange år...

Så med to uger tilbage af 2018 vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og alt det bedste for 2019.

For et år siden

I dag er det lige præcis et år siden, at jeg satte mine ben på Rønde Højskole for første gang. Et langt efterår var gået med overvejelser, tvivl og en smule frygt, men jeg havde endelig taget beslutningen: jeg ville på højskole og det skulle være i Rønde.

Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.

Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.

Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.

Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.

Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.

Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.

Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.

"Glædens øjeblikke"

I den seneste uge har jeg været tilbage på Rønde Højskole som frivillig hjælper på et sommerkursus, der handler om glædens øjeblikke. Et kursus som hovedsageligt henvender sig til ældre mennesker, og byder på foredrag, udflugter på Djursland og vigtigst af alt en masse hyggeligt samvær.

Sammen med kursusledere og tre andre frivillige skulle jeg være med til at skabe de bedste rammer for hyggen ved at sørge for alt det praktiske.

En helt uforglemmelig uge har det været med en masse smil, grin, gode snakke, lækker mad og taknemmelige kursister. Det er helt utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en forskel.

Samtidig var ugen et glædeligt gensyn med højskolen og hele den stemning, der er sådan et sted, og det blev virkelig klart for mig, hvor meget jeg har savnet det hele. Jeg har savnet omgivelserne, naturen og skolens hyggelige lokaler. Jeg har savnet timerne med fællessang med sangene fra højskolesangbogen. Mest af alt har jeg bare savnet, hvordan mennesker mødes og lærer af hinanden på en måde, der kun kan lade sig gøre på en højskole.

Højskolen og Rønde har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har lovet mig selv at vende tilbage så ofte som det kan lade sig gøre.

Sådan et ophold er en once in a lifetime oplevelse, og jeg ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og genopleve det hele én, to eller tusind gange til...

Det næste kapitel

Den 5. juli var der ansøgningsfrist for de videregående uddannelser. En deadline, der sidste år virkede som et press. Et press, der fortalte mig, hvad jeg burde gøre. Jeg endte med at søge ind på dansstudiet - bare for at gøre et eller andet, men valgte heldigvis at takke nej til studiepladsen og i stedet bruge et på at komme tættere på mig selv. Et valg jeg aldrig har fortrudt, for hold da op, hvor har det givet mig meget!

Den 5. juli i år fik en helt anden betydning for mig. Datoen gav mig en halt anden følelse i maven. Denne gang kunne jeg møde dagen med en beslutsomhed og glæde, som jeg ikke havde troet mulig. Jeg har fundet en uddannelse, der interesserer mig, og som føles helt rigtig. Jeg har søgt ind på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg, og den 28. juli kom svaret: Jeg er blevet optaget med start den 4. februar. Egentlig havde jeg håbet at kunne starte til september, men jeg er bare super glad for at være kommet ind og at have fundet et område, der fanger mig.

Det næste halve år ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af, men jeg er kommet så uendeligt meget længere end jeg var sidste år på denne tid. Den gang anede jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg var helt blank. Sådan er det heldigvis ikke i år. I år har jeg taget en meget vigtig beslutning om, hvad jeg vil med mit liv.

Den beslutning har givet mig en ny ro, og jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på ergoterapeutuddannelsen til februar.

Hjemme igen

Nu er det lidt over to uger siden siden, jeg pakkede det sidste, forlod mit værelse på højskolen og spiste morgenmad i spisesalen for sidste gang, før vi gik ind til den afsluttende samling, hvor vi sang nogle sange, forstanderen holdt en fantastisk tale og vi fik overrakt vores højskolebeviser.

Da samlingen var slut, kom den hårde del: det var blevet tid til at sige farvel. Vi stillede os op på en lang række organiseret på en måde så alle ville komme til at møde alle og få sagt farvel - elever såvel som lærere.

Det trak tænder ud og tog en evighed, men det var den helt rigtige måde at gøre det på. Hver og én fik vi muligheden for at kigge hinanden i øjnene og sige farvel på en ordentlig måde.

Det første stykke tid fik jeg næsten bildt mig selv ind, at jeg ville kunne komme igennem uden at græde, men i takt med, at de mennesker jeg har holdt så meget af gik forbi, knækkede filmen for mig.

Det kom bag på mig, hvor utroligt svært og hårdt det var at starte på højskolen i januar, men jeg havde alligevel ikke kunnet forberede mig på, hvor ondt det ville komme til at gøre, når jeg skulle sige farvel til alle de mennesker, som jeg havde brugt det sidste halve år med. De er de mennesker, jeg grinede med, hyggede med, snakkede med. Vi har set hinanden i vores bedste, værste, sjoveste, mest frustrerede, mest fantastiske og uforglemmelige øjeblikke. De var alle sammen en del af mit liv på højskolen, og de har alle sammen været med til at gøre det til en uforglemmelig og fantastisk tid. Elever såvel som lærere.

Jeg har lært utroligt meget og jeg er evigt taknemmelig for det kapitel af mit liv.

En vigtig lektion

I går var der præcis to uger til afslutningen på mit højskoleophold, og i den forbindelse havde vi et sidste arrangement med vores ganggruppe og den tilknyttede lærer. I min gruppe hyggede vi i højskolehaven med is, kaffe og romkugler, mens vi spillede kongespillet, og vores ganggruppelærer havde individuelle evalueringssamtaler med os i gruppen på skift. Samtalerne skulle "kun lige vare 5-6 minutter" og handle om, hvordan vores højskoleophold har været. Dog blev de både en del længere og dybere end det - heldigvis.

Den samtale, jeg havde med min ganggruppelærer var utroligt rar. Vi snakkede om, hvad jeg har fået ud af at gå på højskole - hvad jeg har lært om mig selv: Da jeg var 17 startede jeg i 1.g, noget, som jeg ikke følte mig klar til - fagligt var jeg klar, men på det personlige plan var jeg bare ikke parat til mødet med en ny skole og en masse nye mennesker. Derfor byggede jeg en mur omkring mit hjerte og alt, hvad der gør mig til mig. Muren skulle beskytte mig for nederlag - og holde mine nye klassekamerater på sikker afstand. 

Sådan levede jeg i godt og vel halvandet år. Først derefter begyndte jeg at sænke paraderne en smule overfor nogle få mennesker, som jeg var kommet til at stole en smule på. De fik lov at komme nærmere, men jeg var hele tiden opmærksom på ikke at lade dem komme helt tæt på. Helt tæt på kernen, den sårbare del af mig. 

Ikke overraskende har jeg ikke kontakt med en eneste fra min gymnasieklasse nu - jeg fik ikke skabt nogle venskaber for livet. Egentlig er det ikke noget, jeg har fortrudt, når jeg har tænkt tilbage, men da jeg valgte at starte på højskole, vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ind til det med en anden indstilling. En indstilling, jeg ikke var i stand til at have, da jeg gik i gymnasiet: Jeg ville møde de andre elever på højskolen med et åbent sind, og jeg ville give mig selv lov til at være sårbar, og til at lade dem se de ting, der gør mig til mig. 

Nu hvor opholdet for alvor er ved at nærme sig sin afslutning, kan jeg mærke, at dén indstilling var den rigtige. Jeg har mødt så utroligt mange søde mennesker her, og jeg er evigt  taknemmelig for at have lært dem at kende, og alt hvad de har givet mig. Om venskaberne bliver for livet, kan kun tiden vise, men jeg tror på, at vi har ret gode odds.

Den erfaring vil jeg tage med mig, når jeg skal møde nye mennesker i fremtiden: "Giv dig selv lov til at give andre tiden til at lære dig at kende." For det tager længere tid for andre at lære mig at kende, end det tager for dem at lære andre at kende. Med min diagnose vil jeg på det punkt altid være bagud, men hvis folk får tiden til at lære at læse mig, vil diagnosen blive mindre og mindre tydelig for dem og fylde mindre og mindre i vores kommunikation.

En måned tilbage i Rønde

Vi skriver i dag d. 27. maj. Der er i dag præcis en måned til afslutningen på mit ophold på Rønde Højskole. Den tanke sidder jeg og prøver at kapere lige nu.

Hvordan kan tiden været gået så hurtigt? Hvordan kan der kun være en måned tilbage?
Hvordan kan det allerede næsten være slut?

Jeg fatter det simpelthen ikke. Tiden i Rønde er fløjet afsted med en hastighed, der er helt ufattelig. Jeg kan stadig huske, hvordan nervøsiteten nærmest åd mig op i de første dage. Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, da alle ansigterne og stemmerne stadig var fremmede. Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, da alt stadig var nyt og ukendt.

I løbet af de sidste 5 måneder er alt det skræmmende, alt det fremmede, alt det nye og ukendte blevet trygt, velkendt og hverdagsagtigt. På så kort tid er vi kommet ind under huden på hinanden, og der er blevet dannet venskaber, som jeg håber varer ved.

Der har været op- og nedture. Der har været gyldne øjeblikke, hvor alt var perfekt, og der har været øjeblikke med lyn og torden, hvor alting var sort. Det har været 5 måneder med følelserne udenpå tøjet på den fede måde. De 5 mest intense måneder, jeg har oplevet.

Nu er der en tilbage. En måned mere med de her mennesker i de her omgivelser. En måned mere med højskolelivet. Kun en måned mere af en tid, der aldrig kommer igen...

Jeg vil gøre mit til, at det bliver en mindeværdig måned - ligesom de sidste 5 måneder har været det...

Forår på Rønde Højskole

Nu er foråret ved at komme til Rønde, og det lyder vi i fulde drag på højskolen. I går, søndag, skinnede solen hele dagen, så vi lagde os på tæpper ude i højskolehaven og hyggede. Snakken gik lystigt og stemningen steg et par grader i det gode vejr.

Når vi ligger der på jorden, snakker, griner og hygger som om vi er de eneste i verden, går det op for mig, hvor lidt der egentlig skal til for, at man føler sig lykkelig. Det eneste der skal til er sol, chokolade og godt selskab. Det hele var så idyllisk, og jeg satte så meget pris på bare at være der i øjeblikket sammen med de mennesker, jeg er kommet til at holde så meget af.

Livet her på højskolen er blevet hverdag med de faste rutiner, der kendetegner hverdage, men alligevel er dagene ikke ens. Vi kommer tættere og tættere på hinanden og vores snakke bliver dybere og dybere. 

Jeg havde håbet, at min tid her i Rønde ville blive god, men jeg havde aldrig kunnet forstille mig, at det ville blive så fantastisk, at højskolelivet ville passe mig så godt... Jeg elsker at stå op om morgenen og møde de andre til morgenmad, jeg elsker at have undervisning, jeg elsker at slappe af med de andre i fritiden, og jeg elsker at hade mig selv fordi jeg igen har sovet for lidt, fordi jeg hyggede mig for meget om aftenen. 

Det er næsten for godt til at være sandt...

... hvor fantastisk det er at gå på højskole for tiden. De sidste par uger har været gyldne, og jeg går rundt i en næsten konstant rus af lykke - kun afbrudt af kortere perioder med ekstrem træthed grundet min ringe evne til at gå fra hyggen om aftenen.

I weekenden var jeg hjemme til min lillesøsters 18 års fødselsdag og så i den forbindelse hele min nærmeste familie. Vi nød hinandens selskab i fulde drag, som vi altid gør. De var naturligvis alle sammen meget nysgerrige på, hvordan jeg har det her på højskolen, og jeg nød at kunne fortælle dem, hvor fantastisk mit liv som højskoleelev virkelig er. Det var skønt at fortælle dem, hvordan vi spiller brætpil og snakker til ud på natten. Det var dejligt at fortælle, hvordan vi hygger og griner som om vi er de eneste i verden.

Lige nu er jeg en del af et fællesskab på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. I mit liv har jeg oplevet mange fantastiske ting, men på det sociale parameter har jeg aldrig oplevet noget lignende, noget så intenst på den gode måde.

Folk har i sandhed ret, når de siger, at et højskoleophold er noget helt særligt...

De første fem uger på Rønde Højskole

Nu er jeg i min sjette uge på Rønde Højskole, og tiden er virkelig fløjet afsted!

Den første uge af mit ophold var utroligt hård, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejede at kaste håndklædet i ringen, før opholdet overhovedet nåede at starte. Det var virkelig overvældende med alle de nye mennesker og indtryk. På en højskole er man jo omgivet af mennesker døgnet rundt - jeg kunne ikke bare tage hjem og lukke døren, når jeg fik fri. Men da den første uge var ovre, vendte mit humør stille og roligt til det bedre, og jeg begyndte at blive glad for skolen og ikke mindst menneskerne.

Januar var en mærkelig måned, hvor der var en journalist-bootcamp på skolen samtidig med et kursus i projektledelse, som var det, jeg deltog i. Dette betød, at nogle af eleverne i januar kun var der for den ene måned, mens andre havde gået her siden efteråret og andre igen skulle fortsætte hele foråret ligesom mig. Vi var altså en blandet flok med mange forskellige grunde til at være der, men vi havde en super god måned, og der blev grædt meget, da vi sagde farvel d. 31. januar.

D. 1. februar startede der et nyt hold elever, og samtidig startede det egentlige forårskursus på Rønde Højskole. Nu blev det tid til at vælge linjefag og valgfag, og sidste uge var vores første uge med skemaerne som vi hver især har sammensat så det giver mest mulig mening for os. Jeg har valgt en dejlig og bred vifte af fag, som jeg synes er meget interessante. Mit linjefag er psykologi/pædagogik, og som valgfag har jeg valgt nogle lidt "dybe" fag som filosofi, etik og eksistens, retorik, psykologi og kreativ skrivning, men jeg har også mere hyggelige fag som dans, kor og krop og bevægelse (yoga/Pilates/mindfulness)

Da de nye elever startede føltes det lidt som at starte forfra igen. Godt nok kendte jeg en del af eleverne fra januar, men der var stadig rigtig mange nye ansigter og navne at forholde sig til. Heldigvis er alle de nye elever rigtig dejlige mennesker, og i løbet af sidste uge har jeg lært nogle af dem lidt at kende, og jeg er faldet godt i snak med mange af dem, hvilket er super dejligt. Den nye holdstart har også givet mig en rigtig sød værelseskamerat. Det er dejligt at have en at se godmorgen og godnat til.

Alt i alt er jeg rigtig glad for tiden, og jeg er sikker på, at min tid på højskole bliver mindeværdig - her er i hvert fald alle forudsætninger for at få en masse gode oplevelser.

2018 - En ny begyndelse

I dag er det den 3. januar og i morgen starter jeg på Rønde Højskole på Djursland. Noget som jeg har drømt om at gøre i et års tid, men samtidig også noget som jeg har været betænkelig ved at skulle kaste mig ud i.

Tanken om, hvordan de andre elever vil tage imod mig var nok den altoverskyggende årsag til min betænkelighed, for selvom jeg langt hen ad vejen har accepteret min diagnose, og selvom jeg aldrig oplever, at folk reagerer negativt på den, er jeg stadig ikke så god til det med at skulle lukke nogle nye mennesker ind i mit liv. Frygten for at blive skuffet har nok alt for længe haft et solidt greb i mig, og egentlig ved jeg ikke, hvor den frygt kommer fra. Så vidt jeg husker, er jeg aldrig blevet mobbet, selvom jeg ser anderledes ud. Folk har sendt mig nysgerrige blikke, når de går forbi mig på gaden. Nogle har måske ligefrem stirret på mig, men de gør det jo ikke i en ond mening. De kigger en ekstra gang, fordi de ikke har set sådan en som mig før, og det er jo en meget menneskelig ting at gøre...

Derfor vil jeg i morgen og de kommende dage i takt med, at jeg møder nye mennesker kort og præcist forklare dem, at jeg er født med Möbius Syndrom, som gør det og det, for så ved de det, men det er jo ikke noget, som de som sådan skal tage hensyn til. Grunden til, at det er så vigtigt for mig at få det sagt er, at mine kommende kammerater ikke skal gå og undre sig over, hvad der er "galt" med mig. Det skal ikke være et mysterium eller et tabu, og det skal ikke være noget, man hvisker om i krogene. Det skal være noget, som vi åbent kan snakke om, for i bund og grund er jeg jo bare en almindelig ung pige, der tager på højskole for at få en fantastisk oplevelse - ligesom alle andre.

Jeg glæder mig super meget til at starte, til at møde alle de andre og til at sammensætte mit skema lige som det passer mig. Skemaet vil sandsynligvis komme til at bestå af både boglige fag som psykologi, filosofi, kommunikation og kreativ skrivning, men der skal også være plads til dans, crossfit og andre aktive fag.

De næste 6 måneder håber jeg bliver udfordredne, skræmmende, lærerige og fyldt med fantastiske oplevelser, som jeg kan tage med mig i mit voksne liv, der i mine øjne, for alvor er ved at begynde...

2017 - Tilbageblik

Nu er det tid til at lukke bogen, der hedder "2017", og det virker helt uvirkeligt, at vi nu skal åbne "2018".

2017 blev året, hvor jeg fik studenterhuen på hovedet, året hvor jeg søgte ind på Aalborg Universitets danskstudie, og det blev også året, hvor jeg takkede nej til den studieplads, som jeg pik tilbudt. En svær, men i sidste ende meget rigtig beslutning.

Siden august har jeg brugt tiden på mig selv. Jeg har gjort, hvad jeg har haft lyst til. Mærket mig selv og lyttet til min krop. Noget som jeg i gymnasietiden ikke har været så god til at gøre, og som jeg derfor virkelig har trængt til. Derfor har jeg i løbet af de sidste par måneder fundet frem til en del af mig selv, som jeg ikke har været i kontakt med i lang tid.

Egentlig havde jeg troet, at 2017 ville blive året hvor jeg "fik styr på mit liv". Styr på, hvilken retning jeg ville gå med min uddannelse. I stedet blev det året, hvor jeg for første gang tog en vigtig beslutning helt og aldeles for min egen skyld ved at takke nej til danskstudiet. Mange af mine mære synes måske, at jeg har været åndssvag og spildt det sidste halve år på absolut ingenting. Teknisk set har de ret, men efter min tid på gymnasiet har jeg lært, at jeg ikke har viljen til at gøre noget, som jeg ikke har hjertet med i. For at kunne gøre noget fuldt ud er jeg nødt til at brænde for det. Det skal kunne tænde en ild i mig...