søndag den 2. december 2018

For et år siden

I dag er det lige præcis et år siden, at jeg satte mine ben på Rønde Højskole for første gang. Et langt efterår var gået med overvejelser, tvivl og en smule frygt, men jeg havde endelig taget beslutningen: jeg ville på højskole og det skulle være i Rønde.

Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.

Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.

Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.

Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.

Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.

Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.

Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar