To synspunkter

I dag har været en af de dage, hvor mine tanker er taget på langfart på den gode måde... på turen hjem har tankerne vandret fra ergoterapi til handicaps, udfordringer og til måden, man håndterer sine udfordringer på, når man møder dem.

Den første model, vi blev introduceret til på uddannelsen er APO-modellen. Kort sagt siger den, at man som ergoterapeut er nødt til både at se på personen, dennes omgivelser og hvilke krav en aktivitet stiller, for at få et billede af, hvilke forudsætninger et menneske har for at kunne deltage i en aktivitet.

Det er nemlig ikke nok bare at kigge på personens diagnose for at kunne se, om en given aktivitet er mulig, De omgivelser, en person befinder sig i har nemlig lige så meget at sige. Her mener jeg både de fysiske omgivelser, men i høj grad også de sociale omgivelser - hvem har personen i sit liv? Er disse personer en hjælp og støtte for personen, eller måske en hindring? Man kan altså give to forskellige personer præcis den samme diagnose, men måderne de lever med den på kan være vidt forskellige.

Når jeg tænker tilbage på mit eget liv, min egen barndom og min egen opdragelse, går det op for mig, hvor sandt den teori faktisk er. Da jeg skulle starte i børnehave ville kommunen have mig i en specialbørnehave, mens mine forældre insisterede på, at jeg kom i en almindelig børnehave. Heldigvis vandt mine forældre denne diskussion, og jeg tror, at de havde ret i, at det var bedre for mig at møde "almindelige" børn, der kunne trække mig op, i stedet for at være sammen med handicappede børn, der ikke kunne udfordre mig og dermed måske kunne ende med at trække mig ned.

Nogle gange tænker jeg over, hvor jeg mon ville være i dag, hvis jeg havde gået i en specialbørnehave... Havde jeg gået i almindelig folkeskole? Var jeg blevet student? Havde jeg haft venner, der ikke var handicappede? Havde jeg lært at klatre i træer som barn? Disse spørgsmål får jeg selvfølgelig aldrig svar på, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville have lyst til at høre dem.

Min pointe er, at jeg kom i almindelig folkeskole, jeg blev student, langt de fleste af mine venner er ikke handicappede og jeg klatrede i træer, på klatrevægge og gik armgang ligesom alle de andre børn i børnehaven, og jeg tror på, at grunden til, at jeg har gjort alle de ting skal findes i, at jeg aldrig fik at vide, at jeg ikke kunne disse ting pga. mit handicap. Mine forældre passede selvfølgelig på mig, men de sagde aldrig "Ida, det er ikke så godt, at du kravler op i det træ, når du ikke har så mange fingre at holde fast med." Hvis de havde sagt det til mig den gang, var jeg nok ikke klatret op i det træ som barn.

Det med træet er bare et eksempel, men jeg tror, det er et godt billede på, hvorfor jeg er, hvor jeg er i dag. Jeg tror, det er fordi jeg aldrig blev holdt tilbage af mit handicap, fordi jeg ikke fik at vide, at det kunne være en forhindring.

Dette er ikke en opfordring til forældre til børn med sjældne handicaps om, at de skal lade deres børn gøre ting, som er dømt til at gå galt, men det er en opfordring til ikke at pakke sit barn ind i vat, for hvis man hele livet har et beskyttende lag vat omkring sig, og derfor aldrig kommer udenfor sin comfortzone, så udvikler man sig heller ikke...

For mig at se, har man groft set to muligheder, når man har en diagnose: enten kan man se diagnosen som en svaghed og lade diagnosen vinde over ens drømme, og derfor aldrig nå til det sted, som man måske havde potentialet til. Eller også kan man vende sin diagnose, sin svaghed, til sin største styrke ved at se den i øjnene, tage kampen op.

For på den ene side er det jo vanvittigt uretfærdigt, at nogle mennesker fra fødslen er født med nogle udfordringer, der gør, at de fra start er bagud, og altid ville skulle kæmpe lidt hårdere end de andre. Men på den anden side bliver man stærkere for hver kamp, man vinder, og derfor tror jeg på, at de handicappede, der tager kampene op har en styrke, som "almindelige" mennesker ikke nødvendigvis har...