Kørestolsøvelsen

På første semester har ergoterapeutstuderende en dag, hvor de får stillet en kørestol til rådighed, og opgaven lyder på at tage en tur ind til byen og se, hvordan forholdende for kørestolsbrugere er. Denne øvelse går under navnet, Kørestolsøvelsen, og det er denne øvelse, jeg har brugt skoledagen på i dag.

I grupper af tre fik vi tildelt en kørestol, og meningen var, at vi skulle skiftes til hhv. at være kørestolsbruger og hjælper. Det var en meget speciel oplevelse - både det at være hjælper, men i høj grad også det at være kørestolsbruger.

I min gruppe lagde vi ud med at tage bussen ind til byen. Under denne del af dagen agerede jeg hjælper, og skulle sammen med den anden hjælper finde ud af, at få vores kørestolsbruger sikkert ombord og spændt fast i bussen, hvilket altså ikke er så lige til. Heldigvis var chaufføren rigtig sød og hjælpsom, og vi kom både ind og ud uden de store vanskeligheder.

Da vi nåede ind til byen trillede vi lidt rundt i gågader og indkøbscentre for at for en fornemmelse af, hvordan det er at skulle manøvrere sig omkring i en kørestol. Over middag havde mine to studiekammerater begge haft deres tur i kørestolen. Turen var altså kommet til mig, så jeg satte mig ned og blev positivt overrasket over, hvor let det faktisk er at rulle og styre sådan en stol. Vi var inde i Salling, og det meste af tiden gik det glat. Det blev dog udfordrende, når vi var inde mellem varerene på hylderne og stativerne. Der var ikke meget plads, og jeg var meget glad for at have en til at hjælpe mig med at skubbe og styre stolen - ellers kunne jeg godt have smadret et par af de dyre glas som vi kørte og kiggede på!

Dagen i dag har givet mig stof til eftertanke. Nok er jeg ramt af en sjælden diagnose, og nok er jeg vant til, at folk kigger en ekstra gang, når de går forbi mig på gaden. Det er alt sammen en del af mit liv, som jeg lever med og accepterer fuldt ud. Det er sjældent noget, jeg tænker over. Men den korte tid, jeg var kørestolsbruger i dag, har virkelig mindet mg om, hvor heldig jeg er.

Jeg kan tage bussen uden problemer. Jeg kan frit gå omkring i butikker uden at skulle bekymre mig om, hvorvidt der er plads til mig, eller om jeg kan nå dankortterminalen, eller om jeg kommer til at køre ind i og vælte noget. Jeg kan gå en tur på gaden uden at skulle bekymre mig om brosten, kantsten, stigninger, hældninger, trappetrin og at undgå at køre ind i andre mennesker. Alle de ting, man som almindeligt gående tager forgivet... Igen i dag er jeg blevet mindet om, hvor vigtigt det er, at man værdsætter og nyder de ting, man kan i stedet for at være træt af de ting, man ikke kan...