Den 19. juni 2017

I går kom dagen, som jeg har arbejdet mig frem mod i løbet af de sidste tre år. Den dag som jeg har glædet mig til i hvad der føles som en evighed. I går formiddag var jeg til eksamen i mundtlig oldtidskundskab, min sidste eksamen, og med sidste eksamen i hus, blev det min tur til at få studenterhuen på hovedet.

Studenterhuen har stået i en kasse på en hylde under mit skrivebord i flere måneder, og i går fik den endelig lov til at komme frem i lyset - det er et øjeblik, der er helt ubeskriveligt. Det er på mange måder en sejr. En sejr fordi jeg klarede mig igennem gymnasiet med resultater som jeg er virkelig stolt af, en sejr fordi jeg i løbet af de sidste tre år har lært, at jeg er meget stærkere, end jeg troede. Men mest af alt er det en sejr fordi jeg har bevist overfor mig selv, min familie og alle dem, der betyder noget for mig, at Möbius Syndrom ikke skal forhindre mig i at nå mine mål og få det liv, som jeg gerne vil have.

Efter min eksamen havde jeg inviteret alle dem, jeg holder aller mest af i mit liv hjem til studentergilde. Vejret var perfekt og vi kunne sidde på terrassen og rundt omkring i haven. Stemningen var i top og lige så afslappe og uformel som jeg havde håbet. Alle snakkede, grinede og hyggede sig, mens vi spiste en masse lækker mad, og jeg nød at gå rundt mellem dem alle sammen og snakke og nyde det faktum, at jeg kunne have hele min familie og mine nærmeste omkring mig på den dag, hvor jeg nåede en milepæl, som jeg længe har drømt om.

Foran skulpturen på Hasseris Gymnasiums græsplæne
Foto: min kusine Mette Nielsen