I min læseferie har jeg haft tid til at tænke. Tænke over, hvad de sidste tre år har betydet for mig, hvad de har givet mig og hvad de har lært mig.
Jeg startede i 1.g d. 13. august 2014 som en stille og genert 17-årig pige, der ikke anede, hvad hun gik ind til. Nervøsiteten havde godt fast i mig, da jeg trådte ind ad gymnasiets hovedindgang for at møde mine nye klassekammerater. Ville de acceptere mig? Ville de være villige til at lære mig at kende og lukke mig ind i fællesskabet, selvom jeg ikke var som dem?
I løbet af den første skoledag legede vi et utal af navnelege og vi havde også en rundte, hvor vi skulle præsentere os selv på skift. Jeg husker tydeligt, hvordan mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere i takt med, at min tur nærmede sig. Min stemme rystede, da jeg tog ordet og præsenterede mig selv. Det var nu eller aldrig. Jeg var nødt til at fortælle dem om mit handicap nu. Det gjorde jeg. Jeg fortalte dem, at jeg er født med Möbius Syndrom, og hvad det betyder. Jeg ville gøre det klart for min klasse, at det ikke var noget, de skulle tænke over- det er bare sådan jeg er. Den oplevelse er nok noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har oplevet! Turen gik videre til den næste i rundkredsen, og mit hjerte fandt langsomt tilbage i den normale rytme.
Efter præsentationsrundten fik vi en pause, og vi gik ud ad lokalet, og jeg glemmer aldrig, hvad der så skete: en af pigerne kom over til mig og sagde, at hun syntes, at det var sejt, at jeg havde modet til at stå frem første dag og være så åben om min diagnose. Det er jeg stadig taknemmelig for den dag i dag, og jeg vil altid huske hende for det.
Dagene gik, og det hele var egentlig okay. lige indtil den dag, hvor det hele ikke var okay...
Jeg ved stadig ikke, hvad der skete, men det var tydeligt, at noget var gået halt galt i pigegruppen. Fra den dag gik det ned ad bakke med sammenholdet i klassen. vi startede med at være 27 elever i og da skoleåret sluttede var vi 13!
Jeg var ikke en del af, hvad end det var, der var gået så galt. Egentlig var jeg ikke en del af noget som helst... Der var dage, hvor jeg kunne tage i skole og komme hjem igen uden at have ført en samtale, hvis ikke det involverede gruppearbejde. Det er ikke en kritik af mine klassekammerater, for jeg var ikke villig til at arbejde for at blive en del af fællesskabet. Jeg havde fra starten ikke lyst til at være der, og jeg kunne ikke finde lysten til egentlig at lukke min klasse ind...
Det lyder jo som om, at det år var et helvede, og det var det også. 1.g er det værste år jeg har oplevet, og det kan jeg sige nu, fordi jeg har fået det på afstand. Det havde ikke noget med min diagnose at gøre. Det havde nærmere noget med min indstilling til gymnasiet at gøre. Og det faktum, at min klasse tilmed nok er den mest berygtede klasse på skolen, på grund af vores mange problemer i 1.g hjalp selvfølgelig heller ikke på det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar