På første semester har ergoterapeutstuderende en dag, hvor de får stillet en kørestol til rådighed, og opgaven lyder på at tage en tur ind til byen og se, hvordan forholdende for kørestolsbrugere er. Denne øvelse går under navnet, Kørestolsøvelsen, og det er denne øvelse, jeg har brugt skoledagen på i dag.
I grupper af tre fik vi tildelt en kørestol, og meningen var, at vi skulle skiftes til hhv. at være kørestolsbruger og hjælper. Det var en meget speciel oplevelse - både det at være hjælper, men i høj grad også det at være kørestolsbruger.
I min gruppe lagde vi ud med at tage bussen ind til byen. Under denne del af dagen agerede jeg hjælper, og skulle sammen med den anden hjælper finde ud af, at få vores kørestolsbruger sikkert ombord og spændt fast i bussen, hvilket altså ikke er så lige til. Heldigvis var chaufføren rigtig sød og hjælpsom, og vi kom både ind og ud uden de store vanskeligheder.
Da vi nåede ind til byen trillede vi lidt rundt i gågader og indkøbscentre for at for en fornemmelse af, hvordan det er at skulle manøvrere sig omkring i en kørestol. Over middag havde mine to studiekammerater begge haft deres tur i kørestolen. Turen var altså kommet til mig, så jeg satte mig ned og blev positivt overrasket over, hvor let det faktisk er at rulle og styre sådan en stol. Vi var inde i Salling, og det meste af tiden gik det glat. Det blev dog udfordrende, når vi var inde mellem varerene på hylderne og stativerne. Der var ikke meget plads, og jeg var meget glad for at have en til at hjælpe mig med at skubbe og styre stolen - ellers kunne jeg godt have smadret et par af de dyre glas som vi kørte og kiggede på!
Dagen i dag har givet mig stof til eftertanke. Nok er jeg ramt af en sjælden diagnose, og nok er jeg vant til, at folk kigger en ekstra gang, når de går forbi mig på gaden. Det er alt sammen en del af mit liv, som jeg lever med og accepterer fuldt ud. Det er sjældent noget, jeg tænker over. Men den korte tid, jeg var kørestolsbruger i dag, har virkelig mindet mg om, hvor heldig jeg er.
Jeg kan tage bussen uden problemer. Jeg kan frit gå omkring i butikker uden at skulle bekymre mig om, hvorvidt der er plads til mig, eller om jeg kan nå dankortterminalen, eller om jeg kommer til at køre ind i og vælte noget. Jeg kan gå en tur på gaden uden at skulle bekymre mig om brosten, kantsten, stigninger, hældninger, trappetrin og at undgå at køre ind i andre mennesker. Alle de ting, man som almindeligt gående tager forgivet... Igen i dag er jeg blevet mindet om, hvor vigtigt det er, at man værdsætter og nyder de ting, man kan i stedet for at være træt af de ting, man ikke kan...
onsdag den 27. februar 2019
mandag den 18. februar 2019
Anden uge på studiet og "Internat"
I sidste uge begyndte vi at tage hul på undervisningen. Vi er begyndt at dykke ned i den grundlæggende ergoterapi, og selvom det er meget basis og meget teoretisk læsning, er jeg allerede glad for det. Jeg synes, at det er virkelig interessant, og jeg glæder mig til at dykke endnu længere ned i ergoperatein og andre fag, vi skal have på første semester: pædagogik, psykologi, sociologi, anatomi og fysiologi.
Udover undevisningen har der været en del arbejde i vores studiegrupper, og jeg er heldigvis havnet i en gruppe med nogle mennesker, som jeg er kommet til ret godt at kunne lide. Vi hygger os samtidig med, at vi arbejder, og i mit hoved er det sådan det skal være
Torsdag til fredag havde vi vores "Internat" - også kaldet hyttetur, hvor vi var i en spejderhytte i Dronninglund. I løbet af dagen gennemførte vi en masse forskellige ryste sammen-aktiviteter, som studiegrupperne hver især havde stået for at planlægge. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig dag i hanandens selskab, hvor vi fik muligheden for at få snakket med hinanden på kryds og tværs af studiegrupperne.
Da det officielle program var slut sidst på eftermiddagen kom vores tutorer og sammen med dem blev der hygget med spil før vi spise aftensmad og hyggede os med lidt at drikke. Stemningen var meget let og alle var rigtig gode til at snakke med hinanden og på den måde fik jeg sat navn på en del flere af ansigterne og lært nogle stykker lidt bedre at kende.
Udover undevisningen har der været en del arbejde i vores studiegrupper, og jeg er heldigvis havnet i en gruppe med nogle mennesker, som jeg er kommet til ret godt at kunne lide. Vi hygger os samtidig med, at vi arbejder, og i mit hoved er det sådan det skal være
Torsdag til fredag havde vi vores "Internat" - også kaldet hyttetur, hvor vi var i en spejderhytte i Dronninglund. I løbet af dagen gennemførte vi en masse forskellige ryste sammen-aktiviteter, som studiegrupperne hver især havde stået for at planlægge. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig dag i hanandens selskab, hvor vi fik muligheden for at få snakket med hinanden på kryds og tværs af studiegrupperne.
Da det officielle program var slut sidst på eftermiddagen kom vores tutorer og sammen med dem blev der hygget med spil før vi spise aftensmad og hyggede os med lidt at drikke. Stemningen var meget let og alle var rigtig gode til at snakke med hinanden og på den måde fik jeg sat navn på en del flere af ansigterne og lært nogle stykker lidt bedre at kende.
Den første uge på ergoterapeutuddannelsen
I dag er det præcis to uger siden, jeg trådte ind på UCN som ergoterapeutstuderende for første gang. Den første dag blev vi vist op i vores lokale, hvor studielederen tog imod os, og vi var fra start delt ind i studiegrupper, som vi skulle sidde sammen med.
De første dage gik med velkomst, rundvisninger, navnelege, øvelser i samarbejde, IT-intro og intro til uddannelsen og -stedet generelt. Det var nogle dage med mange praktiske informationser samtidig med, at vi lige så stille skulle begynde at lære hinanden at kende. Vi er 41 på holdet, så der er mange navne at holde styr på!
Træthed var sammen med optimisme dominerende følelser i den første uge. For de mange nye indtryk tærede på energien, men samtidig var jeg meget optimistisk - alle virkede imødekommende og rare, og jeg havde egentlig en god første uge på uddannelsen i selskab med mine nye medstuderende.
Ugen blev afsluttet med den årlige kagekonkurrence, hvor alle de nye studerende på de fem sundhedsuddannelser på campus konkurrerede om at pynte den flotteste kage indenfor emnet, anatomi. Det resulterede i mange forskellige og kreative kager, som vi, efter vinderen blev kåret, fik lov til at spise samtidig med, at vi drak en øl sammen. En super sjov og hyggelig måde at afrunde vores første uge på studiet.
De første dage gik med velkomst, rundvisninger, navnelege, øvelser i samarbejde, IT-intro og intro til uddannelsen og -stedet generelt. Det var nogle dage med mange praktiske informationser samtidig med, at vi lige så stille skulle begynde at lære hinanden at kende. Vi er 41 på holdet, så der er mange navne at holde styr på!
Træthed var sammen med optimisme dominerende følelser i den første uge. For de mange nye indtryk tærede på energien, men samtidig var jeg meget optimistisk - alle virkede imødekommende og rare, og jeg havde egentlig en god første uge på uddannelsen i selskab med mine nye medstuderende.
Ugen blev afsluttet med den årlige kagekonkurrence, hvor alle de nye studerende på de fem sundhedsuddannelser på campus konkurrerede om at pynte den flotteste kage indenfor emnet, anatomi. Det resulterede i mange forskellige og kreative kager, som vi, efter vinderen blev kåret, fik lov til at spise samtidig med, at vi drak en øl sammen. En super sjov og hyggelig måde at afrunde vores første uge på studiet.
søndag den 3. februar 2019
Første dag i morgen
I morgen starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg. Det er efterhånden et halvt år siden jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, så jeg glæder mig rigtig meget til at starte.
Sommerfuglene er så småt ved at flytte ind i min mave, men ikke på en dårlig måde. Jeg har en god fornemmelse, når jeg tænker på det der skal ske. Jeg er spændt på at møde mine studiekammerater og se, hvem jeg skal bruge de næste 3 1/2 år sammen med. Jeg glæder mig til at tage hul på studiet og til at skulle have nogle fag, som jeg synes lyder rigtigt spændende.
Det er mærkeligt at tænke tilbage på min tid på gymnasiet og hvad jeg den gang troede, at jeg ville komme til at beskæftige mig med i fremtiden. Den gang var jeg overbevist om, at jeg skulle uddanne mig inden for det sproglige eller i hvert fald det humanistiske område. Det var der jeg var sikker på, at lykken lå for mig: i sproget og kulturens mange vidundere.
I tiden efter, at jeg blev student i 2017 har mange ting ændret sig. Jeg er blevet klogere på mig selv, andre mennesker og måske livet generelt. Jeg har lært, at lykken for mig findes i fællesskab med andre, jeg har lært, at når man finder modet til at lukke andre mennesker ind, betaler det sig oftest, og jeg har lært, at det eneste rigtige for mig er at have et arbejde, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker.
Alle de lektioner og al den nye viden vil jeg tage med mig i min mentale bagage, når jeg i morgen for første gang træder ind ad dørene på UCN som ergoterapeutstuderende.
Som jeg sidder og skriver dette, føler jeg mig klar til at se, hvad min tid som studerende har at byde på...
Sommerfuglene er så småt ved at flytte ind i min mave, men ikke på en dårlig måde. Jeg har en god fornemmelse, når jeg tænker på det der skal ske. Jeg er spændt på at møde mine studiekammerater og se, hvem jeg skal bruge de næste 3 1/2 år sammen med. Jeg glæder mig til at tage hul på studiet og til at skulle have nogle fag, som jeg synes lyder rigtigt spændende.
Det er mærkeligt at tænke tilbage på min tid på gymnasiet og hvad jeg den gang troede, at jeg ville komme til at beskæftige mig med i fremtiden. Den gang var jeg overbevist om, at jeg skulle uddanne mig inden for det sproglige eller i hvert fald det humanistiske område. Det var der jeg var sikker på, at lykken lå for mig: i sproget og kulturens mange vidundere.
I tiden efter, at jeg blev student i 2017 har mange ting ændret sig. Jeg er blevet klogere på mig selv, andre mennesker og måske livet generelt. Jeg har lært, at lykken for mig findes i fællesskab med andre, jeg har lært, at når man finder modet til at lukke andre mennesker ind, betaler det sig oftest, og jeg har lært, at det eneste rigtige for mig er at have et arbejde, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker.
Alle de lektioner og al den nye viden vil jeg tage med mig i min mentale bagage, når jeg i morgen for første gang træder ind ad dørene på UCN som ergoterapeutstuderende.
Som jeg sidder og skriver dette, føler jeg mig klar til at se, hvad min tid som studerende har at byde på...
mandag den 17. december 2018
Et blik tilbage på 2018
I dag er der lige præcis to uger tilbage af 2018. Snart skriver vi 2019, og med det nye år følger en ny begyndelse for mig: d. 4. februar starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg - noget jeg ser frem til med spænding, glæde og en lille smule sommerfugle i maven.
På samme måde sad jeg for et år siden og så frem mod 2018. med spænding, glæde og sommerfugle i maven. Nu hvor jeg sidder og kigger tilbage på året, der er gået, er jeg fyldt med glæde og taknemmelighed.
Den første halvdel af året brugte jeg på Rønde Højskole, hvor jeg fik lov til at lære de mest fantastiske mennesker at kende i rigtig hyggelige omgivelser. Lige så svært som det var for mig at lukke alle de nye mennesker ind i starten, lige så stor en gave blev det, da jeg endelig lod paraderne falde og lod dem komme indenfor.
Jeg lærte, hvor værdifuldt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte, hvad det vil sige at være sammen med andre i døgndrift, og hvor givende det er. Jeg oplevede det fantastiske ved højskolesang og højskolestemning, og midt i alt dette nye og fantastiske følte jeg, måske for første gang i mit liv, at jeg hørte fuldstændigt til. Lige der på en højskole i Rønde, en by som jeg aldrig havde hørt om, omgivet af 100 mennesker hver dag, var min diagnose pludselig ligegyldig, spøgelserne fra fortiden forsvandt og tilbage var kun en stor glæde, accept og en tro på, at fremtiden bliver lys.
Efter at have afsluttet mit ophold i Rønde tog jeg hjem til Aalborg, hvor jeg fik tid til at blive genforenet med mine gode venner fra før højskolen og det meste af min familie, før jeg med mine forældre og søskende satte kursen mod Tyskland og Østrig. En dejlig ferie, hvor vi fik vandret og oplevet en masse i godt vejr det meste af tiden.
Da vi kom hjem fra ferie, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på ergoterapeutuddannelsen med start vinter 2019 - dejligt at være kommet ind, men lidt ærgerligt at skulle vente til februar.
Den første uge i august var jeg så heldig at få lov til at komme tilbage til Rønde Højskole som frivillig hjælper til et sommerkursus sammen med en af mine gode veninder, jeg mødte på højskolen i foråret. Det var en super hyggelig uge, hvor vi fik lov til at genopleve højskolestemningen, mens vi hjalp til, hvor vi kunne og hyggede os i fritiden.
Efteråret har jeg brugt på frivilligt arbejde hos Aalborg FRI-TID, hvor jeg er med til at arrangere sociale aktiviteter for handicappede og derudover er jeg ledsager for en blind mand. Ellers har jeg læst en del og skrevet nogle bidder af noget, der måske en dag bliver til en roman, og hygget med familie og venner.
Nu glæder jeg mig til julen, som jeg skal fejre med min familie, og nytårsaften, som jeg traditionen tro skal holde med en gruppe gode venner; jeg har kendt i mange år...
Så med to uger tilbage af 2018 vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og alt det bedste for 2019.
På samme måde sad jeg for et år siden og så frem mod 2018. med spænding, glæde og sommerfugle i maven. Nu hvor jeg sidder og kigger tilbage på året, der er gået, er jeg fyldt med glæde og taknemmelighed.
Den første halvdel af året brugte jeg på Rønde Højskole, hvor jeg fik lov til at lære de mest fantastiske mennesker at kende i rigtig hyggelige omgivelser. Lige så svært som det var for mig at lukke alle de nye mennesker ind i starten, lige så stor en gave blev det, da jeg endelig lod paraderne falde og lod dem komme indenfor.
Jeg lærte, hvor værdifuldt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte, hvad det vil sige at være sammen med andre i døgndrift, og hvor givende det er. Jeg oplevede det fantastiske ved højskolesang og højskolestemning, og midt i alt dette nye og fantastiske følte jeg, måske for første gang i mit liv, at jeg hørte fuldstændigt til. Lige der på en højskole i Rønde, en by som jeg aldrig havde hørt om, omgivet af 100 mennesker hver dag, var min diagnose pludselig ligegyldig, spøgelserne fra fortiden forsvandt og tilbage var kun en stor glæde, accept og en tro på, at fremtiden bliver lys.
Efter at have afsluttet mit ophold i Rønde tog jeg hjem til Aalborg, hvor jeg fik tid til at blive genforenet med mine gode venner fra før højskolen og det meste af min familie, før jeg med mine forældre og søskende satte kursen mod Tyskland og Østrig. En dejlig ferie, hvor vi fik vandret og oplevet en masse i godt vejr det meste af tiden.
Da vi kom hjem fra ferie, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på ergoterapeutuddannelsen med start vinter 2019 - dejligt at være kommet ind, men lidt ærgerligt at skulle vente til februar.
Den første uge i august var jeg så heldig at få lov til at komme tilbage til Rønde Højskole som frivillig hjælper til et sommerkursus sammen med en af mine gode veninder, jeg mødte på højskolen i foråret. Det var en super hyggelig uge, hvor vi fik lov til at genopleve højskolestemningen, mens vi hjalp til, hvor vi kunne og hyggede os i fritiden.
Efteråret har jeg brugt på frivilligt arbejde hos Aalborg FRI-TID, hvor jeg er med til at arrangere sociale aktiviteter for handicappede og derudover er jeg ledsager for en blind mand. Ellers har jeg læst en del og skrevet nogle bidder af noget, der måske en dag bliver til en roman, og hygget med familie og venner.
Nu glæder jeg mig til julen, som jeg skal fejre med min familie, og nytårsaften, som jeg traditionen tro skal holde med en gruppe gode venner; jeg har kendt i mange år...
Så med to uger tilbage af 2018 vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og alt det bedste for 2019.
søndag den 2. december 2018
For et år siden
I dag er det lige præcis et år siden, at jeg satte mine ben på Rønde Højskole for første gang. Et langt efterår var gået med overvejelser, tvivl og en smule frygt, men jeg havde endelig taget beslutningen: jeg ville på højskole og det skulle være i Rønde.
Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.
Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.
Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.
Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.
Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.
Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.
Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.
Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.
Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.
Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.
Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.
Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.
Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.
Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.
fredag den 10. august 2018
"Glædens øjeblikke"
I den seneste uge har jeg været tilbage på Rønde Højskole som frivillig hjælper på et sommerkursus, der handler om glædens øjeblikke. Et kursus som hovedsageligt henvender sig til ældre mennesker, og byder på foredrag, udflugter på Djursland og vigtigst af alt en masse hyggeligt samvær.
Sammen med kursusledere og tre andre frivillige skulle jeg være med til at skabe de bedste rammer for hyggen ved at sørge for alt det praktiske.
En helt uforglemmelig uge har det været med en masse smil, grin, gode snakke, lækker mad og taknemmelige kursister. Det er helt utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en forskel.
Samtidig var ugen et glædeligt gensyn med højskolen og hele den stemning, der er sådan et sted, og det blev virkelig klart for mig, hvor meget jeg har savnet det hele. Jeg har savnet omgivelserne, naturen og skolens hyggelige lokaler. Jeg har savnet timerne med fællessang med sangene fra højskolesangbogen. Mest af alt har jeg bare savnet, hvordan mennesker mødes og lærer af hinanden på en måde, der kun kan lade sig gøre på en højskole.
Højskolen og Rønde har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har lovet mig selv at vende tilbage så ofte som det kan lade sig gøre.
Sådan et ophold er en once in a lifetime oplevelse, og jeg ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og genopleve det hele én, to eller tusind gange til...
Sammen med kursusledere og tre andre frivillige skulle jeg være med til at skabe de bedste rammer for hyggen ved at sørge for alt det praktiske.
En helt uforglemmelig uge har det været med en masse smil, grin, gode snakke, lækker mad og taknemmelige kursister. Det er helt utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en forskel.
Samtidig var ugen et glædeligt gensyn med højskolen og hele den stemning, der er sådan et sted, og det blev virkelig klart for mig, hvor meget jeg har savnet det hele. Jeg har savnet omgivelserne, naturen og skolens hyggelige lokaler. Jeg har savnet timerne med fællessang med sangene fra højskolesangbogen. Mest af alt har jeg bare savnet, hvordan mennesker mødes og lærer af hinanden på en måde, der kun kan lade sig gøre på en højskole.
Højskolen og Rønde har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har lovet mig selv at vende tilbage så ofte som det kan lade sig gøre.
Sådan et ophold er en once in a lifetime oplevelse, og jeg ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og genopleve det hele én, to eller tusind gange til...
Abonner på:
Opslag (Atom)