De sidste par år har en af mine nærmeste veninder samlet en gruppe piger til en omgang julehygge med æbleskiver, pakkespil og julemusik en dag i december. Det er en super hyggelig tradition, og i dag var jeg og fire andre piger samlet hos min veninde.
Der blev hygget, snakket, grinet og udvekslet anekdoter og frustrationer. Nogle af os har kendt hinanden siden børnehaven, mens nogle andre er kommet til for omkring tre år siden. Men når vi seks sidder omkring spisebordet og snakker, fungerer det bare. De fleste af os har nogle særlige udfordringer af den ene eller anden slags at slås med, men i det rum betyder det ingenting. Vi er alle sammen med i fællesskabet på lige fod med hinanden. Vores forskelligheder driver os ikke fra hinanden. Nej, de gør, at vi har en særlig respekt og forståelse for hinanden og vores medfødte særheder. Her kan vi være os selv og her kan vi være sammen uden, at de andre dømmer os.
En eftermiddag og aften med de piger er noget, jeg sætter pris på. Der er jeg ikke hende med Möbius Syndrom. Der er jeg bare Ida. Og det er virkelig vigtigt at have et sted, hvor ens diagnose ikke betyder noget. Det er vigtigt at kende nogle mennesker, der kan se igennem min diagnose, og se bort fra min diagnose.
Disse steder, hvor jeg kan være mig selv, har jeg egentlig haft mange af i løbet af mit liv. Heldigvis. Men selvom jeg har været så heldig at jeg udover en fantastisk familie også har en god vennegruppe, er det ikke noget som jeg tager for givet. Det er noget, jeg sætter stor pris på, for gode mennesker hænger ikke på træerne.
