mandag den 29. april 2019

En tankevækkende dag

I torsdags var en helt fantastisk dag!

I forbindelse med ergoterapeutuddannelsen var mine studiekammerater og jeg på besøg på Aalborg psykiatriske sygehus for at høre om, hvilke roller ergoterapeuter kan spille i psykiatrien.

Forskellige ergoterapeuter skiftedes til at holde oplæg om deres arbejde på det forskellige psykiatriske afdelinger. Vi hørte om det intensive afsnit (alment kendt som det lukkede afsnit), det retspsykiatriske afsnit, hvor mennesker med en behandlingsdom er og det åbne afsnit, hvor de indlagte har friheden til at komme og gå.

Da jeg altid har været meget fascineret af psykiatrien, syntes jeg, at det var helt utroligt spændende at høre om arbejdslivet på de forskellige afdelinger og hvilke typer af mennesker man kommer til at møde som ergoterapeut i psykiatrien, hvilke forhold man arbejder under og helt konkret, hvilke arbejdsopgaver ergoterapeuter har i psykiatrien. Det er et område, der er meget tabuiseret, noget man ikke snakker nok om, og mennesker, der er eller har været i kontakt med psykiatrien bliver ofte mødt af fordomme og manglende forståelse, men som jeg altid har ment - og fik bekræftet igen i torsdags - er de jo bare mennesker ligesom alle andre.

Den mest spænende del af dagen var en rundvisning, hvor vi fik lov til at se træningskøkkener - hvor knivene var låst inde -, fitnessrum, sportshallen, sanserum, udendørs multibane og de generelle omgivelser på psykiatrisk sygehus - dog ikke sengeafsnit. Grunden til, at den oplevelse gjorde så stort indtryk på mig var, at det hele var låst. Vi skulle gennem sluseområder, smække dørene efter os. Vi gik gennem udendørsarealer, der var afskærmet af høje hegn - sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre flugt, men også tryghedsskabende faktorer for, at de indlagte ikke skal være bange for eller forholde sig til omverdenen. Nogle dystre og interessante bileder, som er brændt fast i min erindring om i torsdags...

En anden oplevelse fra i torsdags, der er brændt ind i min erindring, er et helt fantastisk foredrag jeg var til om aftenen med norske Marie Hav Lundkvist, også kaldet Håptimisten. Marie har en sjælden muskel- og nervesygdom, der langsomt lukker ned for følelse og funktion i hele hendes krop. Sygdommen ramte Marie i det senere voksenliv, og hun sidder nu i kørestol som følge heraf - men det holder hende ikke tilbage!

Foredraget var en humoristisk og hjertevarm fortælling om, hvordan Marie lever med sin funktionsnedsættelse. Hun fortalte om, hvordan det er lige pludselig ikke at kunne det man plejer, hun fortalte om hvilke udfordringer det giver hende i hverdagen at sidde i kørestol, hvor mange forhindringer, man møder som kørestolsbruger i form af trapper, trin ind og ud ad offentlig transport, bumps på vejen, smalle passager, bakker, bjerge, klipper og sne. Men vigtigst af alt fortalte hun om sin stærke vilje og insisteren på at bevare sin værdighed til det sidste.

I sin tid som kørestolsbruger har Marie været på skiferie og stået på ski med sin familie, hun har været med til at bestige bjerge og ude at sejle - endda badet med børnebørnene i havet. Alt dette har kunnet lade sig gøre på grund af diverse hjælpemidler i form af forskellige terrængående kørestole, en lift og en tro på, at det kunne lade sig gøre.

For mig var Maries foredrag en fantastisk øjenåbner, der viste hvor meget det betyder for et menneske at have adgang til de hjælpemidler, som de har brug for, og hvor mange helt utrologe og fantastiske hjælpemidler der rent faktisk findes...