mandag den 17. december 2018

Et blik tilbage på 2018

I dag er der lige præcis to uger tilbage af 2018. Snart skriver vi 2019, og med det nye år følger en ny begyndelse for mig: d. 4. februar starter jeg på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg - noget jeg ser frem til med spænding, glæde og en lille smule sommerfugle i maven.

På samme måde sad jeg for et år siden og så frem mod 2018. med spænding, glæde og sommerfugle i maven. Nu hvor jeg sidder og kigger tilbage på året, der er gået, er jeg fyldt med glæde og taknemmelighed.

Den første halvdel af året brugte jeg på Rønde Højskole, hvor jeg fik lov til at lære de mest fantastiske mennesker at kende i rigtig hyggelige omgivelser. Lige så svært som det var for mig at lukke alle de nye mennesker ind i starten, lige så stor en gave blev det, da jeg endelig lod paraderne falde og lod dem komme indenfor.

Jeg lærte, hvor værdifuldt det er at føle sig som en del af et fællesskab. Jeg lærte, hvad det vil sige at være sammen med andre i døgndrift, og hvor givende det er. Jeg oplevede det fantastiske ved højskolesang og højskolestemning, og midt i alt dette nye og fantastiske følte jeg, måske for første gang i mit liv, at jeg hørte fuldstændigt til. Lige der på en højskole i Rønde, en by som jeg aldrig havde hørt om, omgivet af 100 mennesker hver dag, var min diagnose pludselig ligegyldig,  spøgelserne fra fortiden forsvandt og tilbage var kun en stor glæde, accept og en tro på, at fremtiden bliver lys.

Efter at have afsluttet mit ophold i Rønde tog jeg hjem til Aalborg, hvor jeg fik tid til at blive genforenet med mine gode venner fra før højskolen og det meste af min familie, før jeg med mine forældre og søskende satte kursen mod Tyskland og Østrig. En dejlig ferie, hvor vi fik vandret og oplevet en masse i godt vejr det meste af tiden. 

Da vi kom hjem fra ferie, fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på ergoterapeutuddannelsen med start vinter 2019 - dejligt at være kommet ind, men lidt ærgerligt at skulle vente til februar.

Den første uge i august var jeg så heldig at få lov til at komme tilbage til Rønde Højskole som frivillig hjælper til et sommerkursus sammen med en af mine gode veninder, jeg mødte på højskolen i foråret. Det var en super hyggelig uge, hvor vi fik lov til at genopleve højskolestemningen, mens vi hjalp til, hvor vi kunne og hyggede os i fritiden.

Efteråret har jeg brugt på frivilligt arbejde hos Aalborg FRI-TID, hvor jeg er med til at arrangere sociale aktiviteter for handicappede og derudover er jeg ledsager for en blind mand. Ellers har jeg læst en del og skrevet nogle bidder af noget, der måske en dag bliver til en roman, og hygget med familie og venner.

Nu glæder jeg mig til julen, som jeg skal fejre med min familie, og nytårsaften, som jeg traditionen tro skal holde med en gruppe gode venner; jeg har kendt i mange år...

Så med to uger tilbage af 2018 vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og alt det bedste for 2019.

søndag den 2. december 2018

For et år siden

I dag er det lige præcis et år siden, at jeg satte mine ben på Rønde Højskole for første gang. Et langt efterår var gået med overvejelser, tvivl og en smule frygt, men jeg havde endelig taget beslutningen: jeg ville på højskole og det skulle være i Rønde.

Mine forældre og jeg kørte til Djursland for at se skolen og høre lidt mere om skolen, dens fag og værdigrundlag. Det var en lang køretur, hvor jeg godt kunne mærke, hvordan nerverne kom snigende, jo mere vi nærmede os.

Da vi nåede frem blev vi taget godt imod og som det første fik vi en rundvisning af to af eleverne. Mit første indtryk var, at skolen var gammel, men på den hyggelige måde.

Efter rundvisningen satte vi os med forstanderen og informationsmedarbejderen, som fortalte om de forskellige linjer og muligheder der var for sammensætningen af mit skema.

Som altid når jeg møder nye mennesker, valgte jeg at fortælle om mig selv og min diagnose, da den jo er noget man ser, når man kigger på mig. Den dag blev jeg ret berørt over at snakke om det, da det er et lidt ømt punkt for mig, når jeg møder nye mennesker, for hvordan vil de reagere på, at jeg er anderledes? Både Informationsmedarbejderen og forstanderen var rigtig søde og forstående og opmuntrede mig til at være åben omkring det, når jeg startede - det ville gøre det nemmere for mig og for mine medkursister. Da jeg startede i januar bar forstanderen også virkelig omsorgsfuld og opmærksom på, om jeg havde det godt. Det betød meget.

Da vi kørte hjem var det for mig med en god fornemmelse i maven. Det ophold i Rønde skulle nok blive godt.

Nu er det et år siden, jeg så højskolen første gang, og når jeg kigger tilbage på det år, er det med en enorm taknemmelighed. Det højskoleophold har givet mig så uendeligt meget, og der går ikke en dag uden, at jeg tænker tilbage på min tid i Rønde.

Alle mennesker burde på et eller andet tidspunkt i deres liv give dem selv et højskoleophold. Lige meget om det er et kort sommerkursus eller et halvt år - det giver så meget at være sammen med andre mennesker, møde dem og lære deres historier at kende ssmtidig med, at man deler sin egen. Den stemning der er, når man sidder i spisesalen eller når man er samlet til sangtime er noget, der ikke kan beskrives, men noget som jeg er sikker på vil gavne alle der oplever den.