tirsdag den 7. juli 2020

Styrke eller svaghed

Nu er der efterhånden gået rigtigt mange måneder siden jeg sidst har givet lyd fra mig, og der er sket en masse siden sidst.
Jeg har netop afsluttet mit 3. semester på ergoterapeutuddannelsen, og efter sommerferien skal jeg i 10 ugers praktik på et dagtilbud for voksne med mentale eller fysiske funktionsnedsættelser. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg er spændt på hvordan det bliver... om jeg for alvor kan se mig selv som ergoterapeut.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg brænder for ergoterapi, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er den eneste rigtige uddannelse for mig, men når det er sagt, kan jeg godt være i tvivl om, om jeg egner mig til jobbet. Som ergoterapeut er kontakten til patienter eller borgere jo altafgørende. Det er vigtigt at kunne skabe en god relation til et menneske for at kunne hjælpe vedkommende, og for at vedkommende føler sig tryg og forstået i relationen.

Men der er jo det ved mig, at jeg ser anderledes ud, og det kan man jo se, når man møder mig. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Möbius Syndrom kan påvirke mine møder med de mennesker, som jeg rigtigt gerne vil hjælpe. Vil de undre sig? Vil de føle sig trygge ved mig og stole på, at jeg er kvalificeret til at udføre det job? Skal jeg italesætte det og hvordan skal jeg i så fald gøre det?

De mennesker der har brug for en ergoterapeut er jo ofte i krise på den ene eller anden måde, og har de så oveni det brug for at møde en ergoterapeut med et handicap?
Det afhænger sandsynligvis af menneskets situation.
For nogen vil det måske være en belastning, men for andre kunne mit handicap, og de erfaringer jeg har i kraft af dette, måske virke som en støtte eller give nogle mennesker håb.

I forbindelse med undervisning i håndens anatomi mødte jeg en ung fyr, som havde mistet nogle fingre på den ene hånd ved en ulykke, og da han så mine hænder med de led der manglede, følte han, at han havde mødt en artsfælde. Her var en der forstod, hvad det vil sige at skulle kompensere, og hvad det vil sige at være ekstra opmærksom på hvordan ens hænder adskiller sig fra normen. Og det satte han pris på.
Udover den unge fyr har jeg også mødt andre voksne med forskellige handicaps igennem mit frivillige arbejde. Her er der flere borgere, der har været meget åbne overfor mig om deres situation og tænker om denne. Netop fordi de føler, at jeg har en anden forståelse for det at føle sig anderledes end de andre professionelle de møder.

Med andre ord har jeg faktisk ikke i min tid som frivillig eller min tid som ergoterapeutstuderende mødt nogen, der har givet mig følelsen af, at jeg egner mig mindre til jobbet end mine medstuderende. Måske næsten tværtimod. Dette gjaldt også i min første praktik som foregik på et rehabiliteringscenter hovedsageligt for ældre, og på sommerkurserne for pensionister, hvor jeg også altid er blevet modtaget godt.

Mine bekymringer er hovedsageligt nogle, jeg har skabt i mit eget hoved uden at have andet at have dem i, end mine egne forestillinger om, hvad andre måske tænker samt de få skeptiske blikke, som jeg af og til får af fremmede.

Gad vide om jeg nogensinde kommer til et punkt hvor de tanker ikke følger mig? Gad vide om de lige så stille forsvinder med tiden?
Måske gør de... for selvom jeg stadig er meget bevidst om mit handicap i mødet med nye mennesker, er jeg trods alt blevet bedre til at hvile i mig selv og vise, hvem jeg er...