tirsdag den 16. maj 2017

Sidste skoledag

I går kom en af de dage, som jeg har set frem til gennem hele min tid på gymnasiet: sidste skoledag.
Dagen startede med en fælles morgenmad i klasserne, hvor også nogle af vores lærere kiggede forbi og fik en bid mad med. Stemningen var afslappet og hyggelig, og traditionen tro var vi alle udklædt. Efter morgenmaden kastede vi med karameller på hele skolen, og det resulterede i et kaos af elever fra 3.g, som stormede klasselokalerne et efter et, mens vi grinede, larmede og kastede karameller.

Om aftnen samledes hele 3.g-årgangen til en afslutningsfest, hvor vores lærere også deltog. Her spiste vi en lækker middag og hver klasse stod for et festligt indslag, mens vi ventede på, at eksamensplanen blev offentliggjort til midnat.

Da klokken ramte midnat, herskede der en stemning, der nærmest sitrede af nervøsitet. Vores nerver var næsten til at tage at føle på, mens vi ventede på, at de ville vise eksamensplanen på storskærmen. En efter en fik klasserne at vide, hvilke fag de skulle op i. Fagene tonede frem på skærmen et efter et, og efter hvert fag kom der et brøl uden lige fra den pågældende klasse - enten jubelråb eller råb, der udtrykte frustration eller frygt.

Da turen kom til min klasse, rystede jeg næsten af nervøsitet i de få sekunder, der gik før mundtlig historie tonede frem som det første fag. Det var kun seks af os, der skulle op, og i mit stille sind bad jeg til, at jeg ikke var en af dem! Der lød lettede suk rundt omkring mig, for historie er en af de eksamener, hvor man har 24 timers forberedelse.

Det næste - og sidste - til at tone frem på skærmen til min klasse var: "14 elever skal op i..." Det er os alle sammen, så vi kiggede rundt på hinanden, krydsede fingre og mit hjerte hamrede derudad, og jeg er sikker på, at mine kammerater havde det på samme måde. Da vi vente blikket tilbage til skærmen stod der med store bogstaver "mundtlig oldtidskundskab" og jublen nåede nye højder! Folk omkring mig var ovenud lykkelige og dansede rundt, mens jeg selv stod og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle tænke og føle...

Kl. 00.30 blev eksamensplanen sendt ud til alle eleverne og jeg kunne nu konstatere, at jeg er en af de seks, der skal op i mundtlig historie og, at min sidste eksamen er oldtidskundskab.
Nu har jeg haft tid til at mærke efter, og jeg er egentlig ret godt tilfreds. Historie og oldtidskundskab er ikke mine bedste fag, og jeg har aldrig været vanvittigt god til de fag. Men det betyder, at mine forventninger til mig selv ikke er så høje, som de ville have været, hvis jeg skulle have været oppe i et af mine gode fag.

Den næste måned kommer til at gå med eksamenslæsning, overspringshandlinger, afslapning og hygge med familie og venner...

torsdag den 11. maj 2017

Vores sidste dage med undervisning

I dag er det torsdag, og for min klasse og jeg - og de andre 3.g'ere - er det en særlig dag. Det er nemlig vores sidste dag med undervisning før vi på mandag fejrer vores sidste skoledag og får vores eksamensplan offentliggjort - jeg er virkelig spændt!

I løbet af de sidste tre dage har vi sagt farvel til vores fag og vores lærere. Det har været en underlig fornemmelse - på den ene side er det virkelig dejligt, at det er overstået, men på den anden side bliver det også underligt ikke at skulle være sammen med de mennesker mere... Jeg er jo kommet til at holde af dem i en eller anden grad - mine klassekamerater, men egentlig også en del af lærerne.

Jeg havde faktisk ikke regnet med, at skoleårets afslutning ville vække så mange forskellige følelser i mig, som det har gjort. I tirsdags da vi havde dansk for sidste gang og sagde farvel, var det faktisk med en klump i halsen, at jeg cyklede hjem. Ikke så meget fordi jeg kommer til at savne dansktimerne, men mere fordi det gik op for mig, at jeg snart skal starte forfra igen med nogle nye mennesker. Jeg skal lukke nogle nye mennesker ind i mit liv, og jeg skal arbejde for, at de accepterer mig, som jeg føler, at min klasse er kommet til i løbet af de sidste tre år....

I går tog jeg dog hjem med en anderledes fredfyldt fornemmelse i kroppen efter den sidste engelsktime. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og på en eller anden måde følte jeg mig klar til at tage afsked med engelsk, som er et fag, jeg har været glad for gennem hele min gymnasietid. Det virkede som en rigtig afslutning på det rigtige tidspunkt, og det var da også en hyggelig time, hvor vi egentlig bare var sammen og fik snakket om det sidste.

Da jeg cyklede hjem i dag efter at have haft religion og historie for sidste gang, var det med en boblende lykke, der fyldte min krop. Mens jeg sad på cyklen, lod jeg mit hår hænge løst så vinden kunne lege med det. En følelse af total frihed fyldte mig, mens jeg kørte ned ad bakkerne med vind i håret. Jeg rejste mig i pedalerne og det føltes næsten som at flyve. Det var et af de øjeblikke, hvor det føltes som om, at jeg var urørlig. Hele verden lå for mine fødder, og mens jeg sidder og skriver dette, er den følelse der endnu. Jeg er klar til at se, hvad verden har at tilbyde mig.

fredag den 5. maj 2017

Nu er det næsten slut

Så blev det endelig fredag aften. Der er altså et eller andet over denne aften. Arbejdsugen er overstået og vi kan nu se frem til to fridage.

Jeg har nu fire dage tilbage på gymnasiet med undervisning. Det er slet ikke til at beskrive, hvor fantastisk det er. Så er jeg næsten færdig, jeg har næsten klaret det. Men med skoleårets afslutning følger også, for mit vedkommende, en følelse af usikkerhed, for hvad sker der nu? Hvad skal jeg lave efter gymnasiet?

Dette spørgsmål er jeg blevet stillet så sent som i dag af min dansklærer, og mit svar lød som det altid har gjort: jeg ved det virkelig ikke...

Det føles som om, at der er to dele af mig, der kæmper mod hinanden. På den ene side er der den del af mig, der gerne vil være forfatter og studere dansk på universitetet. På den anden side er der den del af mig, der gerne vil hjælpe andre. Det er ikke sådan, at jeg regner med at kunne ændre hele verden, men hvis jeg bare kunne gøre en forskel for en lille gruppe af mennesker, ville det betyde alverden... Derfor har jeg overvejet uddannelser som psykomotorisk terapeut, ergoterapeut eller socialpædagog.

Den store drøm for mig er at kunne starte et projekt, hvor man kunne give handicappede unge nogle mentale værktøjer til at få det bedre med deres diagnoser. Samtidig ville der være fokus på deres livsstil, og de ville få hjælp til at leve sundere - kost og motionsmæssigt, for jeg troe virkelig på, at fysiologisk velvære påvirker vores mentale velvære. Men hvordan det projelt skal startes aner jeg virkelig ikke...

Jeg håber, at I får en god weekend!

mandag den 1. maj 2017

Nytårs morgen

Jeg fejrede nytår med et hold gode venner, som jeg har kendt længe. Vi havde en super festlig aften, hvor der også røg lidt alkohol ind under vesten og der blev grinet og snakket til den lyse morgen - præcis som vi havde glædet os til.

Jeg vågnede tidligt d. 1. januar, mens resten af huset stadig sov. Der var helt stille, og jeg har en ide om, at solen kiggede ind den morgen, mens jeg lå og kiggede op i loftet. Der i stilheden fik jeg tid til at tænke. Tænke over, hvad det gamle år havde indeholdt og også over, hvad det nye år mon ville have at byde på. Det nye år ville bringe mig en afsked med mine klassekamerater fra gymnasiet og en ny begyndelse med nogle nye mennesker. Denne tankestrøm førte til, at jeg så tilbage på, hvordan det hidtil har været at møde nye mennesker, hvad jeg har tænkt og følt i situationer, hvor jeg står overfor nye mennesker. Det blev til noget, der måske kunne fungere som en indledning, hvis jeg nogensinde skulle skrive et selvbiografisk værk. For mig beskriver den egentlig meget godt den følelse, jeg får, når jeg står overfor nogle nye mennesker:

De smiler til hende, men de ser det med det samme: der er noget galt. Noget helt afgørende mangler: pigen har ikke noget smil. Hun kan se, hvordan en undren breder sig over deres ansigter og noget går i stykker mellem dem. Kommunikationen. Lige dér bryder den sammen og der er ikke noget, hun kan gøre. De kommer aldrig til at kunne læse hende. De kommer aldrig til at forstå hende, ved blot at kigge på hende. De vil aldrig kunne spejle sig i hendes følelser ved at spejle sig i hendes ansigt, for det røber ingenting. Overhovedet ingenting. De står overfor hende, usikre på, hvad de skal gøre nu. Hun kan næsten høre deres tanker: "Hvad er der galt med hende? Hvorfor smiler hun ikke tilbage? Det er da almindelig høflighed." Hun har stået i denne situation mange gange før, men følelsen er altid den samme. Afmagt. Hvordan skal hun forklare, at der ikke er noget galt med hende? Hvordan kan hun kompensere for det manglende smil? For sandheden er nemlig, at hun ikke er uhøflig. Sandheden er, at der ikke er noget galt med hende. Hun kan simpelthen bare ikke udtrykke følelser via ansigtet - det er noget, hun er født med.

I løbet af livet har hun stået i denne situation utallige gange, men usikkerheden har aldrig forladt hende. Hun ved alt for godt, hvad et førstehåndsindtryk kan komme til at betyde, og grundet hendes diagnose vil andres førstehåndsindtryk af hende altid vække undren. Hun er altid afhængig af, at de folk, hun møder er villige til at give hende en chance for at forklare sit udseende.

Det har hun gjort utallige gange, og nu vil hun gerne forklare det for dig. Hun vil gerne give dig muligheden for at forstå hende - det har hun brug for, at du gør…