fredag den 13. juli 2018

Hjemme igen

Nu er det lidt over to uger siden siden, jeg pakkede det sidste, forlod mit værelse på højskolen og spiste morgenmad i spisesalen for sidste gang, før vi gik ind til den afsluttende samling, hvor vi sang nogle sange, forstanderen holdt en fantastisk tale og vi fik overrakt vores højskolebeviser.

Da samlingen var slut, kom den hårde del: det var blevet tid til at sige farvel. Vi stillede os op på en lang række organiseret på en måde så alle ville komme til at møde alle og få sagt farvel - elever såvel som lærere.

Det trak tænder ud og tog en evighed, men det var den helt rigtige måde at gøre det på. Hver og én fik vi muligheden for at kigge hinanden i øjnene og sige farvel på en ordentlig måde.

Det første stykke tid fik jeg næsten bildt mig selv ind, at jeg ville kunne komme igennem uden at græde, men i takt med, at de mennesker jeg har holdt så meget af gik forbi, knækkede filmen for mig.

Det kom bag på mig, hvor utroligt svært og hårdt det var at starte på højskolen i januar, men jeg havde alligevel ikke kunnet forberede mig på, hvor ondt det ville komme til at gøre, når jeg skulle sige farvel til alle de mennesker, som jeg havde brugt det sidste halve år med. De er de mennesker, jeg grinede med, hyggede med, snakkede med. Vi har set hinanden i vores bedste, værste, sjoveste, mest frustrerede, mest fantastiske og uforglemmelige øjeblikke. De var alle sammen en del af mit liv på højskolen, og de har alle sammen været med til at gøre det til en uforglemmelig og fantastisk tid. Elever såvel som lærere.

Jeg har lært utroligt meget og jeg er evigt taknemmelig for det kapitel af mit liv.