torsdag den 17. august 2017

Arbejde, der giver mening

Jeg har brugt mange timer på at spekulere over, hvad jeg skal bruge mit sabbatår på. Der har været mange forskellige forslag oppe at vende i mine tanker, men et af de forslag, der bliver hængende er, at jeg kunne finde mig noget frivilligt arbejde.

Det besluttede jeg mig for at gøre, og i mandags var jeg til møde hos Projekt fri-tid. Dette projekt har som formål, at forbedre livskvaliteten for handicappede i Aalborg ved at arrangere forskellige sociale aktiviteter eller ved at finde frivillige besøgsvenner eller ledsagere til handicappede. 

En af de sociale aktiviteter, Projekt fri-tid står for, er cafe fri-tid. Det er et sted, hvor man mødes til kaffe, hygge og nogle forskellige aktiviteter. Man mødes en gang om måneden og i går var jeg med som frivillig for første gang. 

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være, men jeg var også overbevist om, at det ville blive super hyggeligt. Det fik jeg heldigvis ret i. Alle de mennesker, jeg mødte i går var virkelig søde og nemme at falde i snak med, og vi havde et par hyggelige timer med snak og brætspil. Og det var så dejligt at se, hvor livsglade de var alle sammen.

Da jeg cyklede hjem i går aftes, havde jeg en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen. Det føltes godt at have været med til at hygge om gæsterne, og jeg fik et klart indtryk af, at de her arrengementer betyder en hel masse for dem, der kommer. 

mandag den 14. august 2017

Dagen, der næsten fik mig til at dø af skræk

I går var det præcis tre år siden, at jeg gik ind ad hovedindgangen som elev på Hasseris Gymnasium for første gang. Centralområdet var propfyldt med nye elever, der nysgerrigt, forvirret og spændt kiggede sig omkring, og tutorer der stod med skilte, der repræsenterede samtlige nye klasser på Hasseris Gymnasium. 

Der stod jeg midt i det store viavar af nye elever, der ligesom jeg selv, prøvede at få øje på det skilt, der repræsenterede deres nye klasse. Efter en tids søgen fandt jeg de tutorer, der var tilknyttet min nye klasse, og jeg stillede min over til mine nye klassekamerater. 

Da alle var ankommet førte tutorene os op til vores klasselokale, hvor vi tog plads på stolene, der i dagens anledning var sat i en rundkreds. I det øjeblik fik vi alle sammen for første gang mulighed for at kaste et blik på de mennesker, som vi skulle gå i klasse med i de kommende tre år. Ord kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det, da vi sad der og så hinanden an. Jeg var spændt, nervøs - ja nærmest ængstelig for, hvordan de ville tage imod mig. 

Ville de acceptere mig? Ville de tale med mig? Ville jeg kunne blive en del af fællesskabet i klassen? Hvem af disse mennesker ville blive mine venner? Hvem af disse mennesker ville jeg snakke med til festerne? Disse tanker kørte rundt i mit hoved i en endeløs strøm, der virkede til at køre hurtigere og hurtigere i takt med, at tiden gik.

Efter et par navnelege blev det tid til en runde hvor vi hver især kort skulle præsentere os selv. Min puls steg i takt med, at min tur kom tættere på. Jeg havde allerede besluttet mig for at fortælle dem om min diagnose, men hvordan skulle jeg tage hul på forklaringen? Hvordan skulle jeg fortælle dem, at min diagnose ikke betyder, at de skulle tage særligt hensyn til mig, at jeg egentlig bare ønskede mere end noget andet, at de ville acceptere mig og lukke mig ind som den jeg er?

I dag kan jeg ikke huske, hvordan jeg formulerede mig, men jeg kan huske, at jeg fik det sagt. Jeg kan huske, hvordan min stemme rystede og mit hjerte hamrede. At stå frem og fortælle mine nye klassekammerater om min diagnose er helt sikkert og uden tvivl noget af det mest grænseoverskridende, som jeg nogensinde har kastet mig ud i. Men jeg var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. De skulle vide det fra første dag, så jeg ikke blev emnet for sladder, fordi de ikke vidste, hvad der var "galt" med mig. 

I den efterfølgende pause kom en af pigerne hen til mig og sagde, at hun syntes, at jeg var modig fordi jeg var så åben og ærlig omkring min diagnose. Den samtale og hendes ros betød utroligt meget, og jeg vil altid være taknemmelig for, at hun havde modet til at komme over efter, at jeg havde luftet noget af mit inderste. 

Det var en dag, der i tiden op til sad i min krop som den ondeste knude i maven. Jeg var så bange for at skulle møde de andre, men jeg var fast besluttet på at være stærk, og jeg var fast besluttet på ikke at vise mine forældre, hvor meget jeg frygtede det. De skulle ikke bekymre sig mere end nødvendigt. 

Det er først nu - tre år senere, at jeg er i stand til at indrømme for mig selv og for jer, at jeg i virkeligheden var ved at bryde sammen af skræk i perioden omkring min første skoledag på gymnasiet.

søndag den 6. august 2017

En svær beslutning

Det er efterhånden mere end en måned siden jeg sidst var aktiv herinde.

I tiden der er gået har jeg været på en fantastisk ferie til USA med mine forældre og søskende. Vi var afsted i 4 uger og oplevede en hel masse uforglemmelige ting, som jeg meget gerne vil dele med jer senere, men det er ikke hovedtemaet i dette indlæg.

Jeg blev jo student i juni, og jeg har derfor skullet finde ud af, hvad fremtiden skal bringe for mig. Det er et spørgsmål, der har fyldt utroligt meget, for når sandheden skal frem, ved jeg det virkelig ikke.

I mit baghoved har der altid rumsteret en lille ide om at studere dansk på universitetet uden, at det som sådan er noget, som jeg har haft lyst til. Men på dagen før vi rejste, panikkede jeg lidt over, at jeg ikke havde besluttet mig for noget endnu, og derfor sendte jeg en ansøgning afsted til danskstudiet på Aalborg universitet, og så ville jeg tage stilling, når jeg kom hjem.

Den 28. juli, på dagen, hvor man får at vide om man er kommet ind på det studie, som man har søgt, landede vi i Aalborg lufthavn efter en lang rejse fra San Francisco. Da jeg igen fik internetforbindelse besluttede jeg mig for at undersøge, om jeg var blevet optaget på danskstudiet.

Det var jeg, men følelsen da jeg så det var ikke glæde eller lettelse, som det burde have været. Nej, det føltes ikke rigtigt med den studieplads. Det tændte ikke en passion i mig.

Nu er det over en uge siden, at jeg fik den besked, og I dag skal jeg endeligt be- eller afkræfte, om jeg ønsker studiepladsen. Det er noget, jeg har tænkt rigtigt meget over, og jeg har spurgt hele min familie og mine nærmeste venner til råds.

På den ene side giver det god mening at læse dansk, for jeg har altid været glad for at læse og jeg har altid været dygtig til dansk. På den anden side er det bare ikke det, der har min interesse. Jeg elsker at læse - kunne faktisk ikke leve uden læsningen, men jeg er ikke interesseret i litteraturhistorie, medier og tekstanalyse.

Derfor har jeg besluttet mig for at takke nej til studiepladsen. Jeg har ikke lyst til at gå på et studie uden at have hjertet med!

Det kommende år vil jeg bruge på at finde ud af, hvor mit hjerte ligger og hvordan jeg kan bruge det i mit arbejdsliv.

Jeg har planer om at tage på højskole, men jeg ved ikke helt hvor og hvornår endnu...