mandag den 14. august 2017

Dagen, der næsten fik mig til at dø af skræk

I går var det præcis tre år siden, at jeg gik ind ad hovedindgangen som elev på Hasseris Gymnasium for første gang. Centralområdet var propfyldt med nye elever, der nysgerrigt, forvirret og spændt kiggede sig omkring, og tutorer der stod med skilte, der repræsenterede samtlige nye klasser på Hasseris Gymnasium. 

Der stod jeg midt i det store viavar af nye elever, der ligesom jeg selv, prøvede at få øje på det skilt, der repræsenterede deres nye klasse. Efter en tids søgen fandt jeg de tutorer, der var tilknyttet min nye klasse, og jeg stillede min over til mine nye klassekamerater. 

Da alle var ankommet førte tutorene os op til vores klasselokale, hvor vi tog plads på stolene, der i dagens anledning var sat i en rundkreds. I det øjeblik fik vi alle sammen for første gang mulighed for at kaste et blik på de mennesker, som vi skulle gå i klasse med i de kommende tre år. Ord kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det, da vi sad der og så hinanden an. Jeg var spændt, nervøs - ja nærmest ængstelig for, hvordan de ville tage imod mig. 

Ville de acceptere mig? Ville de tale med mig? Ville jeg kunne blive en del af fællesskabet i klassen? Hvem af disse mennesker ville blive mine venner? Hvem af disse mennesker ville jeg snakke med til festerne? Disse tanker kørte rundt i mit hoved i en endeløs strøm, der virkede til at køre hurtigere og hurtigere i takt med, at tiden gik.

Efter et par navnelege blev det tid til en runde hvor vi hver især kort skulle præsentere os selv. Min puls steg i takt med, at min tur kom tættere på. Jeg havde allerede besluttet mig for at fortælle dem om min diagnose, men hvordan skulle jeg tage hul på forklaringen? Hvordan skulle jeg fortælle dem, at min diagnose ikke betyder, at de skulle tage særligt hensyn til mig, at jeg egentlig bare ønskede mere end noget andet, at de ville acceptere mig og lukke mig ind som den jeg er?

I dag kan jeg ikke huske, hvordan jeg formulerede mig, men jeg kan huske, at jeg fik det sagt. Jeg kan huske, hvordan min stemme rystede og mit hjerte hamrede. At stå frem og fortælle mine nye klassekammerater om min diagnose er helt sikkert og uden tvivl noget af det mest grænseoverskridende, som jeg nogensinde har kastet mig ud i. Men jeg var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. De skulle vide det fra første dag, så jeg ikke blev emnet for sladder, fordi de ikke vidste, hvad der var "galt" med mig. 

I den efterfølgende pause kom en af pigerne hen til mig og sagde, at hun syntes, at jeg var modig fordi jeg var så åben og ærlig omkring min diagnose. Den samtale og hendes ros betød utroligt meget, og jeg vil altid være taknemmelig for, at hun havde modet til at komme over efter, at jeg havde luftet noget af mit inderste. 

Det var en dag, der i tiden op til sad i min krop som den ondeste knude i maven. Jeg var så bange for at skulle møde de andre, men jeg var fast besluttet på at være stærk, og jeg var fast besluttet på ikke at vise mine forældre, hvor meget jeg frygtede det. De skulle ikke bekymre sig mere end nødvendigt. 

Det er først nu - tre år senere, at jeg er i stand til at indrømme for mig selv og for jer, at jeg i virkeligheden var ved at bryde sammen af skræk i perioden omkring min første skoledag på gymnasiet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar