I mit liv har der været både opture og nedture. Der er mange ting, der har ændret sig i mit liv, men én ting, der altid har været det samme, er den støtte som min familie har givet mig. Det bliver jeg ofte mindet om, og i går blev jeg igen mindet om, og overvældet over, hvor fantastisk min familie er.
Min fars side af familien var samlet for at fejre min farmors 85 års fødselsdag, og det gik på intet tidspunkt stille for sig! Lige fra vi kom var stemningen i top, og der blev snakket, grinet og udvekslet meninger og minder. Jeg sad der med min familie omkring mig, omgivet af latter og positiv energi og jeg blev ramt af den største taknemmelighed for, at jeg har de mennesker i mi liv. Det er de mennesker, der har troet på mig, når ingen andre gjorde - inklusiv mig selv. Det er de mennesker, der altid har opmuntret mig til at være Ida - og være stolt af det.
Min tid på gymnasiet har ikke altid været en dans på roser. Det har til tider nærmere været en vandring gennem et brændende helvede. Ikke fordi jeg blev behandlet dårligt og ikke fordi jeg ikke kunne følge med fagligt. Nej, det var fordi jeg aldrig havde ønsket at gå på gymnasiet, og derfor ønskede jeg i lang tid ikke at være en del af fællesskabet i klassen. Jeg var bange for, at de ikke ville acceptere mig på grund af min diagnose og jeg var bange for at lukke dem ind i tilfælde af, at de ville trække sig væk igen. I den periode var min familie og mine veninder fra folkeskolen det eneste jeg havde at holde fast i, og nu hvor gymnasiet lakker mod enden kan jeg se, hvor meget min families kærlighed har hjulpet mig.
Nu har jeg det godt i min klasse og jeg er kommet til at holde af dem, men tiden før jeg fandt modet til at lukke dem ind, ville jeg ikke have overlevet uden de fantastiske mennesker som jeg er så heldig at kunne kalde min familie!
Hvis jeg må komme med et råd til pårørende til en person med en diagnose eller en person, der på anden måde går gennem en hård periode, er det, at I ikke nødvendigvis behøver at spørge ind til personens liv, eller give personen et hav af opmærksomhed. Det vigtigste kan nogle gange være, at I bare er der og er som I altid har været. For i en periode, hvor alting ændrer sig, er det helt fantastisk at have noget, der altid er det samme, noget som man kan regne med.