søndag den 30. april 2017

Med kærlighed fra familien

Hvis man skal kunne have det godt med sig selv, hvis man skal kunne komme til et punkt, hvor man kan acceptere den man er, er det nødvendigt at omgive sig med mennesker, der accepterer én præcis som man er.

I mit liv har der været både opture og nedture. Der er mange ting, der har ændret sig i mit liv, men én ting, der altid har været det samme, er den støtte som min familie har givet mig. Det bliver jeg ofte mindet om, og i går blev jeg igen mindet om, og overvældet over, hvor fantastisk min familie er. 

Min fars side af familien var samlet for at fejre min farmors 85 års fødselsdag, og det gik på intet tidspunkt stille for sig! Lige fra vi kom var stemningen i top, og der blev snakket, grinet og udvekslet meninger og minder. Jeg sad der med min familie omkring mig, omgivet af latter og positiv energi og jeg blev ramt af den største taknemmelighed for, at jeg har de mennesker i mi liv. Det er de mennesker, der har troet på mig, når ingen andre gjorde - inklusiv mig selv. Det er de mennesker, der altid har opmuntret mig til at være Ida - og være stolt af det. 

Min tid på gymnasiet har ikke altid været en dans på roser. Det har til tider nærmere været en vandring gennem et brændende helvede. Ikke fordi jeg blev behandlet dårligt og ikke fordi jeg ikke kunne følge med fagligt. Nej, det var fordi jeg aldrig havde ønsket at gå på gymnasiet, og derfor ønskede jeg i lang tid ikke at være en del af fællesskabet i klassen. Jeg var bange for, at de ikke ville acceptere mig på grund af min diagnose og jeg var bange for at lukke dem ind i tilfælde af, at de ville trække sig væk igen. I den periode var min familie og mine veninder fra folkeskolen det eneste jeg havde at holde fast i, og nu hvor gymnasiet lakker mod enden kan jeg se, hvor meget min families kærlighed har hjulpet mig. 

Nu har jeg det godt i min klasse og jeg er kommet til at holde af dem, men  tiden før jeg fandt modet til at lukke dem ind, ville jeg ikke have overlevet uden de fantastiske mennesker som jeg er så heldig at kunne kalde min familie! 

Hvis jeg må komme med et råd til pårørende til en person med en diagnose eller en person, der på anden måde går gennem en hård periode, er det, at I ikke nødvendigvis behøver at spørge ind til personens liv, eller give personen et hav af opmærksomhed. Det vigtigste kan nogle gange være, at I bare er der og er som I altid har været. For i en periode, hvor alting ændrer sig, er det helt fantastisk at have noget, der altid er det samme, noget som man kan regne med.

En af de aftner...

Der er nogle aftner, hvor det føles som om, at alting går op i en højere enhed. Der er nogle aftner, hvor man kan give sig hen og være fuldstændigt til stede i øjeblikket. Sådan en aften havde jeg i fredags, d. 29. april.

Der var gallafest på mit gymnasium og traditionen tro skulle 3.g'erne danse lanciers inde i skolens festsal med forældre, søskende, venner og familie som tilskuere. Min klasse og jeg havde længe set frem til denne begivenhed, hvor vi skulle markere afslutningen på vores gymnasietid, og vi havde planlagt både forfest og efterfest, fordi det altid er super hyggeligt, når vi fester sammen i klassen.

Da fredagen endelig kom var vi alle samen meget spændte og glade. Vi mødtes hos en af pigerne til en forfest, hvor der blev hygget og snakket og øvet en sidste gang før vi kørte hen til gymnasiet, hvor et hav af mennesker allerede havde taget form. Mens mine kammerater og jeg baneder os vej gennem menneskemylderet, bredte der sig en god form for spænding i min krop: dette menneskehav skulle være vores publikum. De var familie og venner til de mennesker som jeg har brugt de sidste tre år sammen med og som jeg nu skulle ind og danse med. Det var en ret fantastisk følelse...

Musikken startede og vi marcherede ind i festsalen for at danse den dans som for mig blev et symbol på, at min tid på gymnasiet næsten er ovre... Vi dansede, grinede og mellem hver tur blev der klappet og jublet, og hvisket "Yes, vi klarede det!" Da den femte og sidste tur var ovre, og vi stod på lange rækker med front mod vores jublende publikum mens vi ventede på at marchere ud, lod jeg mit blik fotografere dette syn. Jeg ville lagre det i min hukommelse og huske det som den perfekte afslutning på tre år, der har været den vildeste følelsesmæssige rutschebanetur, som jeg nogensinde har haft.

Efterfølgende mødtes vi hjemme hos en af pigerne, hvor vi hyggede, snakkede og spillede drukspil. Og der gik det op for mig. det gik op for mig, at jeg på intet tidspunkt i løbet af den aften havde skænket min diagnose en tanke. Jeg havde bare været en af pigerne, og ligesom de andre havde jeg haft en fantastisk aften, hvor jeg havde følt mig som en prinsesse i min kjole...


                               Mig efter dansen              Min frisure              Mig efter dansen
                                                                    min mor satte hår

søndag den 2. april 2017

Min drøm

Jeg vil våge at påstå, at de fleste af os har en eller flere drømme, som måske ikke er så sandsynlige, men som følger os gennem størstedelen af vores liv. Personligt har jeg to:

Lige siden jeg lærte at læse, har jeg været fascineret af fiktionens verden. Jeg elsker tanken om, at man kan sætte sig med en bog og forsvinde ind i dens univers. Jeg glemmer alt omkring mig når jeg læser, og det er en fantastisk flugt fra virkeligheden.

Min kærlighed til læsning har ført til en kærlighed til skrivning. I min verden ville det være en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, hvis jeg kunne få lov til at udgive bøger, som andre kunne dykke ned i, når de trænger til en pause fra virkeligheden. Indtil fornylig har jeg ikke kunnet forestille mig noget mere fantastisk.

Et par dage før jeg fyldte 20 havde jeg en drøm. I drømmen arbejdede jeg sammen med Chris MacDonald om at lave et projekt, der mindede meget om hans tv-program, U-TURN, som jeg har fulgt med i med stor interesse. Forskellen var bare, at vores fokus ikke lå på personer med livsstilssygdomme. I stedet lå vores fokus på at hjælpe unge mennesker, som er født med en form for handicap eller diagnose, der påvirker deres psykiske sundhed. Vi hjalp dem med at finde mentale værktøjer, der kunne styrke deres selvværd Samtidig hjalp vi dem med at skabe en sundere livsstil, da man ikke kan have det godt psykisk, hvis man ikke har det godt fysisk.

Da jeg vågnede efter den drøm gik det op for mig, at det i virkeligheden er det, jeg vil. Jeg vil rigtig gerne hjælpe handicappede unge som mig selv med at leve et sundere og lykkeligere liv..Det er min drøm. At starte et projekt alla U-TURN for handicappede unge, og unge, der kæmper med lavt selvværd.

Ida Simoni Nielsen