En af de aftner...

Der er nogle aftner, hvor det føles som om, at alting går op i en højere enhed. Der er nogle aftner, hvor man kan give sig hen og være fuldstændigt til stede i øjeblikket. Sådan en aften havde jeg i fredags, d. 29. april.

Der var gallafest på mit gymnasium og traditionen tro skulle 3.g'erne danse lanciers inde i skolens festsal med forældre, søskende, venner og familie som tilskuere. Min klasse og jeg havde længe set frem til denne begivenhed, hvor vi skulle markere afslutningen på vores gymnasietid, og vi havde planlagt både forfest og efterfest, fordi det altid er super hyggeligt, når vi fester sammen i klassen.

Da fredagen endelig kom var vi alle samen meget spændte og glade. Vi mødtes hos en af pigerne til en forfest, hvor der blev hygget og snakket og øvet en sidste gang før vi kørte hen til gymnasiet, hvor et hav af mennesker allerede havde taget form. Mens mine kammerater og jeg baneder os vej gennem menneskemylderet, bredte der sig en god form for spænding i min krop: dette menneskehav skulle være vores publikum. De var familie og venner til de mennesker som jeg har brugt de sidste tre år sammen med og som jeg nu skulle ind og danse med. Det var en ret fantastisk følelse...

Musikken startede og vi marcherede ind i festsalen for at danse den dans som for mig blev et symbol på, at min tid på gymnasiet næsten er ovre... Vi dansede, grinede og mellem hver tur blev der klappet og jublet, og hvisket "Yes, vi klarede det!" Da den femte og sidste tur var ovre, og vi stod på lange rækker med front mod vores jublende publikum mens vi ventede på at marchere ud, lod jeg mit blik fotografere dette syn. Jeg ville lagre det i min hukommelse og huske det som den perfekte afslutning på tre år, der har været den vildeste følelsesmæssige rutschebanetur, som jeg nogensinde har haft.

Efterfølgende mødtes vi hjemme hos en af pigerne, hvor vi hyggede, snakkede og spillede drukspil. Og der gik det op for mig. det gik op for mig, at jeg på intet tidspunkt i løbet af den aften havde skænket min diagnose en tanke. Jeg havde bare været en af pigerne, og ligesom de andre havde jeg haft en fantastisk aften, hvor jeg havde følt mig som en prinsesse i min kjole...

                               Mig efter dansen              Min frisure              Mig efter dansen
                                                                    min mor satte hår