Nytårs morgen

Jeg fejrede nytår med et hold gode venner, som jeg har kendt længe. Vi havde en super festlig aften, hvor der også røg lidt alkohol ind under vesten og der blev grinet og snakket til den lyse morgen - præcis som vi havde glædet os til.

Jeg vågnede tidligt d. 1. januar, mens resten af huset stadig sov. Der var helt stille, og jeg har en ide om, at solen kiggede ind den morgen, mens jeg lå og kiggede op i loftet. Der i stilheden fik jeg tid til at tænke. Tænke over, hvad det gamle år havde indeholdt og også over, hvad det nye år mon ville have at byde på. Det nye år ville bringe mig en afsked med mine klassekamerater fra gymnasiet og en ny begyndelse med nogle nye mennesker. Denne tankestrøm førte til, at jeg så tilbage på, hvordan det hidtil har været at møde nye mennesker, hvad jeg har tænkt og følt i situationer, hvor jeg står overfor nye mennesker. Det blev til noget, der måske kunne fungere som en indledning, hvis jeg nogensinde skulle skrive et selvbiografisk værk. For mig beskriver den egentlig meget godt den følelse, jeg får, når jeg står overfor nogle nye mennesker:

De smiler til hende, men de ser det med det samme: der er noget galt. Noget helt afgørende mangler: pigen har ikke noget smil. Hun kan se, hvordan en undren breder sig over deres ansigter og noget går i stykker mellem dem. Kommunikationen. Lige dér bryder den sammen og der er ikke noget, hun kan gøre. De kommer aldrig til at kunne læse hende. De kommer aldrig til at forstå hende, ved blot at kigge på hende. De vil aldrig kunne spejle sig i hendes følelser ved at spejle sig i hendes ansigt, for det røber ingenting. Overhovedet ingenting. De står overfor hende, usikre på, hvad de skal gøre nu. Hun kan næsten høre deres tanker: "Hvad er der galt med hende? Hvorfor smiler hun ikke tilbage? Det er da almindelig høflighed." Hun har stået i denne situation mange gange før, men følelsen er altid den samme. Afmagt. Hvordan skal hun forklare, at der ikke er noget galt med hende? Hvordan kan hun kompensere for det manglende smil? For sandheden er nemlig, at hun ikke er uhøflig. Sandheden er, at der ikke er noget galt med hende. Hun kan simpelthen bare ikke udtrykke følelser via ansigtet - det er noget, hun er født med.

I løbet af livet har hun stået i denne situation utallige gange, men usikkerheden har aldrig forladt hende. Hun ved alt for godt, hvad et førstehåndsindtryk kan komme til at betyde, og grundet hendes diagnose vil andres førstehåndsindtryk af hende altid vække undren. Hun er altid afhængig af, at de folk, hun møder er villige til at give hende en chance for at forklare sit udseende.

Det har hun gjort utallige gange, og nu vil hun gerne forklare det for dig. Hun vil gerne give dig muligheden for at forstå hende - det har hun brug for, at du gør…