søndag den 30. april 2017

Med kærlighed fra familien

Hvis man skal kunne have det godt med sig selv, hvis man skal kunne komme til et punkt, hvor man kan acceptere den man er, er det nødvendigt at omgive sig med mennesker, der accepterer én præcis som man er.

I mit liv har der været både opture og nedture. Der er mange ting, der har ændret sig i mit liv, men én ting, der altid har været det samme, er den støtte som min familie har givet mig. Det bliver jeg ofte mindet om, og i går blev jeg igen mindet om, og overvældet over, hvor fantastisk min familie er. 

Min fars side af familien var samlet for at fejre min farmors 85 års fødselsdag, og det gik på intet tidspunkt stille for sig! Lige fra vi kom var stemningen i top, og der blev snakket, grinet og udvekslet meninger og minder. Jeg sad der med min familie omkring mig, omgivet af latter og positiv energi og jeg blev ramt af den største taknemmelighed for, at jeg har de mennesker i mi liv. Det er de mennesker, der har troet på mig, når ingen andre gjorde - inklusiv mig selv. Det er de mennesker, der altid har opmuntret mig til at være Ida - og være stolt af det. 

Min tid på gymnasiet har ikke altid været en dans på roser. Det har til tider nærmere været en vandring gennem et brændende helvede. Ikke fordi jeg blev behandlet dårligt og ikke fordi jeg ikke kunne følge med fagligt. Nej, det var fordi jeg aldrig havde ønsket at gå på gymnasiet, og derfor ønskede jeg i lang tid ikke at være en del af fællesskabet i klassen. Jeg var bange for, at de ikke ville acceptere mig på grund af min diagnose og jeg var bange for at lukke dem ind i tilfælde af, at de ville trække sig væk igen. I den periode var min familie og mine veninder fra folkeskolen det eneste jeg havde at holde fast i, og nu hvor gymnasiet lakker mod enden kan jeg se, hvor meget min families kærlighed har hjulpet mig. 

Nu har jeg det godt i min klasse og jeg er kommet til at holde af dem, men  tiden før jeg fandt modet til at lukke dem ind, ville jeg ikke have overlevet uden de fantastiske mennesker som jeg er så heldig at kunne kalde min familie! 

Hvis jeg må komme med et råd til pårørende til en person med en diagnose eller en person, der på anden måde går gennem en hård periode, er det, at I ikke nødvendigvis behøver at spørge ind til personens liv, eller give personen et hav af opmærksomhed. Det vigtigste kan nogle gange være, at I bare er der og er som I altid har været. For i en periode, hvor alting ændrer sig, er det helt fantastisk at have noget, der altid er det samme, noget som man kan regne med.

2 kommentarer:

  1. Kære Ida.
    Hvor er du god til at skrive og det lyder som om du er kommet langt i dit liv.
    Jeg er selv mor til en dreng på 15 måneder med Møbius syndrom. Jeg har mange ønsker, jåb og drømme på min søns vegne, men alt er så uforudsigelig med et så lille barn.
    Så det er utroligt dejligt at læse på din blog. Både rørende med de følelser du har, men også meget stærkt Hvordan du er i stand til at arbejde med dig selv, for at få dig det liv du ønsker. Du vil ikke kun være et forbillede for andre med en diagnose, men også for pårørende der er i vildrede ang en fremtid for deres kære. Jeg håber, vi mødes en dag. Og HELD og LYKKE med din studentereksamen.
    Mvh Anne-Gro Haslund

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne-Gro
      Tusind tak for dine søde ord. Det betyder utroligt meget!
      Jeg ønsker virkelig alt det bedste for din søn og hele jeres familie - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være som forældre at få et barn, som er født med en sjælden diagnose...
      Mit håb med denne blog er både - selvfølgelig - at den kan være en støtte for personer med Möbius syndrom, men jeg håber i lige så høj grad, at dem kan hjælpe jer som pårørende, så I kan hjælpe jeres søn til at opnå det, han gerne vil.
      I er altid velkomne til at kontakte min familie og jeg, hvis der er noget, som I gerne vil spørge om eller snakke om.
      Tusind tak - jeg glæder mig virkelig til at blive færdig :-D
      Mvh Ida

      Slet