Forår på Rønde Højskole

Nu er foråret ved at komme til Rønde, og det lyder vi i fulde drag på højskolen. I går, søndag, skinnede solen hele dagen, så vi lagde os på tæpper ude i højskolehaven og hyggede. Snakken gik lystigt og stemningen steg et par grader i det gode vejr.

Når vi ligger der på jorden, snakker, griner og hygger som om vi er de eneste i verden, går det op for mig, hvor lidt der egentlig skal til for, at man føler sig lykkelig. Det eneste der skal til er sol, chokolade og godt selskab. Det hele var så idyllisk, og jeg satte så meget pris på bare at være der i øjeblikket sammen med de mennesker, jeg er kommet til at holde så meget af.

Livet her på højskolen er blevet hverdag med de faste rutiner, der kendetegner hverdage, men alligevel er dagene ikke ens. Vi kommer tættere og tættere på hinanden og vores snakke bliver dybere og dybere. 

Jeg havde håbet, at min tid her i Rønde ville blive god, men jeg havde aldrig kunnet forstille mig, at det ville blive så fantastisk, at højskolelivet ville passe mig så godt... Jeg elsker at stå op om morgenen og møde de andre til morgenmad, jeg elsker at have undervisning, jeg elsker at slappe af med de andre i fritiden, og jeg elsker at hade mig selv fordi jeg igen har sovet for lidt, fordi jeg hyggede mig for meget om aftenen. 

Det er næsten for godt til at være sandt...

... hvor fantastisk det er at gå på højskole for tiden. De sidste par uger har været gyldne, og jeg går rundt i en næsten konstant rus af lykke - kun afbrudt af kortere perioder med ekstrem træthed grundet min ringe evne til at gå fra hyggen om aftenen.

I weekenden var jeg hjemme til min lillesøsters 18 års fødselsdag og så i den forbindelse hele min nærmeste familie. Vi nød hinandens selskab i fulde drag, som vi altid gør. De var naturligvis alle sammen meget nysgerrige på, hvordan jeg har det her på højskolen, og jeg nød at kunne fortælle dem, hvor fantastisk mit liv som højskoleelev virkelig er. Det var skønt at fortælle dem, hvordan vi spiller brætpil og snakker til ud på natten. Det var dejligt at fortælle, hvordan vi hygger og griner som om vi er de eneste i verden.

Lige nu er jeg en del af et fællesskab på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. I mit liv har jeg oplevet mange fantastiske ting, men på det sociale parameter har jeg aldrig oplevet noget lignende, noget så intenst på den gode måde.

Folk har i sandhed ret, når de siger, at et højskoleophold er noget helt særligt...

De første fem uger på Rønde Højskole

Nu er jeg i min sjette uge på Rønde Højskole, og tiden er virkelig fløjet afsted!

Den første uge af mit ophold var utroligt hård, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejede at kaste håndklædet i ringen, før opholdet overhovedet nåede at starte. Det var virkelig overvældende med alle de nye mennesker og indtryk. På en højskole er man jo omgivet af mennesker døgnet rundt - jeg kunne ikke bare tage hjem og lukke døren, når jeg fik fri. Men da den første uge var ovre, vendte mit humør stille og roligt til det bedre, og jeg begyndte at blive glad for skolen og ikke mindst menneskerne.

Januar var en mærkelig måned, hvor der var en journalist-bootcamp på skolen samtidig med et kursus i projektledelse, som var det, jeg deltog i. Dette betød, at nogle af eleverne i januar kun var der for den ene måned, mens andre havde gået her siden efteråret og andre igen skulle fortsætte hele foråret ligesom mig. Vi var altså en blandet flok med mange forskellige grunde til at være der, men vi havde en super god måned, og der blev grædt meget, da vi sagde farvel d. 31. januar.

D. 1. februar startede der et nyt hold elever, og samtidig startede det egentlige forårskursus på Rønde Højskole. Nu blev det tid til at vælge linjefag og valgfag, og sidste uge var vores første uge med skemaerne som vi hver især har sammensat så det giver mest mulig mening for os. Jeg har valgt en dejlig og bred vifte af fag, som jeg synes er meget interessante. Mit linjefag er psykologi/pædagogik, og som valgfag har jeg valgt nogle lidt "dybe" fag som filosofi, etik og eksistens, retorik, psykologi og kreativ skrivning, men jeg har også mere hyggelige fag som dans, kor og krop og bevægelse (yoga/Pilates/mindfulness)

Da de nye elever startede føltes det lidt som at starte forfra igen. Godt nok kendte jeg en del af eleverne fra januar, men der var stadig rigtig mange nye ansigter og navne at forholde sig til. Heldigvis er alle de nye elever rigtig dejlige mennesker, og i løbet af sidste uge har jeg lært nogle af dem lidt at kende, og jeg er faldet godt i snak med mange af dem, hvilket er super dejligt. Den nye holdstart har også givet mig en rigtig sød værelseskamerat. Det er dejligt at have en at se godmorgen og godnat til.

Alt i alt er jeg rigtig glad for tiden, og jeg er sikker på, at min tid på højskole bliver mindeværdig - her er i hvert fald alle forudsætninger for at få en masse gode oplevelser.

2018 - En ny begyndelse

I dag er det den 3. januar og i morgen starter jeg på Rønde Højskole på Djursland. Noget som jeg har drømt om at gøre i et års tid, men samtidig også noget som jeg har været betænkelig ved at skulle kaste mig ud i.

Tanken om, hvordan de andre elever vil tage imod mig var nok den altoverskyggende årsag til min betænkelighed, for selvom jeg langt hen ad vejen har accepteret min diagnose, og selvom jeg aldrig oplever, at folk reagerer negativt på den, er jeg stadig ikke så god til det med at skulle lukke nogle nye mennesker ind i mit liv. Frygten for at blive skuffet har nok alt for længe haft et solidt greb i mig, og egentlig ved jeg ikke, hvor den frygt kommer fra. Så vidt jeg husker, er jeg aldrig blevet mobbet, selvom jeg ser anderledes ud. Folk har sendt mig nysgerrige blikke, når de går forbi mig på gaden. Nogle har måske ligefrem stirret på mig, men de gør det jo ikke i en ond mening. De kigger en ekstra gang, fordi de ikke har set sådan en som mig før, og det er jo en meget menneskelig ting at gøre...

Derfor vil jeg i morgen og de kommende dage i takt med, at jeg møder nye mennesker kort og præcist forklare dem, at jeg er født med Möbius Syndrom, som gør det og det, for så ved de det, men det er jo ikke noget, som de som sådan skal tage hensyn til. Grunden til, at det er så vigtigt for mig at få det sagt er, at mine kommende kammerater ikke skal gå og undre sig over, hvad der er "galt" med mig. Det skal ikke være et mysterium eller et tabu, og det skal ikke være noget, man hvisker om i krogene. Det skal være noget, som vi åbent kan snakke om, for i bund og grund er jeg jo bare en almindelig ung pige, der tager på højskole for at få en fantastisk oplevelse - ligesom alle andre.

Jeg glæder mig super meget til at starte, til at møde alle de andre og til at sammensætte mit skema lige som det passer mig. Skemaet vil sandsynligvis komme til at bestå af både boglige fag som psykologi, filosofi, kommunikation og kreativ skrivning, men der skal også være plads til dans, crossfit og andre aktive fag.

De næste 6 måneder håber jeg bliver udfordredne, skræmmende, lærerige og fyldt med fantastiske oplevelser, som jeg kan tage med mig i mit voksne liv, der i mine øjne, for alvor er ved at begynde...

2017 - Tilbageblik

Nu er det tid til at lukke bogen, der hedder "2017", og det virker helt uvirkeligt, at vi nu skal åbne "2018".

2017 blev året, hvor jeg fik studenterhuen på hovedet, året hvor jeg søgte ind på Aalborg Universitets danskstudie, og det blev også året, hvor jeg takkede nej til den studieplads, som jeg pik tilbudt. En svær, men i sidste ende meget rigtig beslutning.

Siden august har jeg brugt tiden på mig selv. Jeg har gjort, hvad jeg har haft lyst til. Mærket mig selv og lyttet til min krop. Noget som jeg i gymnasietiden ikke har været så god til at gøre, og som jeg derfor virkelig har trængt til. Derfor har jeg i løbet af de sidste par måneder fundet frem til en del af mig selv, som jeg ikke har været i kontakt med i lang tid.

Egentlig havde jeg troet, at 2017 ville blive året hvor jeg "fik styr på mit liv". Styr på, hvilken retning jeg ville gå med min uddannelse. I stedet blev det året, hvor jeg for første gang tog en vigtig beslutning helt og aldeles for min egen skyld ved at takke nej til danskstudiet. Mange af mine mære synes måske, at jeg har været åndssvag og spildt det sidste halve år på absolut ingenting. Teknisk set har de ret, men efter min tid på gymnasiet har jeg lært, at jeg ikke har viljen til at gøre noget, som jeg ikke har hjertet med i. For at kunne gøre noget fuldt ud er jeg nødt til at brænde for det. Det skal kunne tænde en ild i mig...

En af de dage, hvor Möbius ikke betyder noget

De sidste par år har en af mine nærmeste veninder samlet en gruppe piger til en omgang julehygge med æbleskiver, pakkespil og julemusik en dag i december. Det er en super hyggelig tradition, og i dag var jeg og fire andre piger samlet hos min veninde.

Der blev hygget, snakket, grinet og udvekslet anekdoter og frustrationer. Nogle af os har kendt hinanden siden børnehaven, mens nogle andre er kommet til for omkring tre år siden. Men når vi seks sidder omkring spisebordet og snakker, fungerer det bare. De fleste af os har nogle særlige udfordringer af den ene eller anden slags at slås med, men i det rum betyder det ingenting. Vi er alle sammen med i fællesskabet på lige fod med hinanden. Vores forskelligheder driver os ikke fra hinanden. Nej, de gør, at vi har en særlig respekt og forståelse for hinanden og vores medfødte særheder. Her kan vi være os selv og her kan vi være sammen uden, at de andre dømmer os.

En eftermiddag og aften med de piger er noget, jeg sætter pris på. Der er jeg ikke hende med Möbius Syndrom. Der er jeg bare Ida. Og det er virkelig vigtigt at have et sted, hvor ens diagnose ikke betyder noget. Det er vigtigt at kende nogle mennesker, der kan se igennem min diagnose, og se bort fra min diagnose.

Disse steder, hvor jeg kan være mig selv, har jeg egentlig haft mange af i løbet af mit liv. Heldigvis. Men selvom jeg har været så heldig at jeg udover en fantastisk familie også har en god vennegruppe, er det ikke noget som jeg tager for givet. Det er noget, jeg sætter stor pris på, for gode mennesker hænger ikke på træerne.

Hvad sker der efter nytår? - Nu ved jeg det!

I morgen går vi ind i december, og jeg har brugt eftermiddagen på at pynte til jul. Det er noget, jeg nyder at gøre. For mig skaber det en hyggelig stemning med de mange nisser rundt omkring på mit værelse. Årsagen er nok - udover, at de er søde - at jeg har fået langt de fleste af min farmor og farfar, og nogle stykker fra min mormor og morfar. Derfor bringer de mange gode minder frem, og mine yndlings er dem, som min farmor selv har lavet. Jeg elsker tanken om, at min farmor har siddet der ved sit skrivebord og lavet de nisser til hele familien. Det er der bare så meget kærlighed i...

Når vi går ind i december, går vi også ind i min sidste måned hjemme før jeg tager på højskole til januar. Jeg havde længe regnet med at gå på Egmont Højskolen, da det er en højskole, der har et særligt ansvar for fysisk handicappede unge mennesker samtidig med, at der også går ikke-handicappede på skolen. Denne kombination af mennesker lød for mig meget tiltalende. Blandt andre fysisk handicappede ville jeg ikke stikke nær så meget ud, som jeg nogle gange kan føle, at jeg gør blandt ikke-handicappede. Denne plan blev dog ødelagt for et par uger siden, da jeg efter mange telefonsamtaler med skolens kontor, der ikke rigtigt førte til noget, fik at vide, at der er to års venteliste til at kunne gå på skolen. Det blev jeg meget overrasket og irriteret over først at få at vide dér, da jeg søgte om optagelse allerede i september. 

Der gik et par dage, hvor jeg bare var frustreret og trist, for når man har sat sig op til noget i løbet af flere måneder, er det svært at acceptere, at man skal finde på noget andet - og hvad skulle "noget andet" også lige være?

Det kunne jeg svare på for omkring en uge siden. 

Allerede før jeg søgte om optagelse på Egmont havde jeg kigget på Rønde Højskole. Det er en højskole med studieforberedende linjer og en masse spændende valgfag, som jeg allerede den gang var meget interesseret i. Derfor vendte jeg tilbage til Rønde Højskoles hjemmeside, og det blev hurtigt klart for mig, at det var det helt rigtige alternativ. 

For et par dage siden meldte jeg mig ind og jeg glæder mig helt vildt til at starte dér d. 4. januar. 

Ligesom første dag på gymnasiet, er jeg også spændt på, hvordan de andre elever på højskolen vil modtage mig med min sjældne diagnose, men modsat min første dag på gymnasiet, er jeg ikke rædselsslagen denne gang. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, og jeg glæder mig til at møde en masse nye mennesker.