onsdag den 14. juni 2017

En tur ned ad mindernes korridor - 2.g

Hvis der er to vigtige lektier, som min tid på gymnasiet har lært mig, er det, at jeg er meget stærkere end jeg tror. Samt når man rammer bunden med 180 km/t, er der kun én vej, og det er op.

Da min klasse og jeg startede i 2.g var vi 20 elever, hvoraf de 7 var nye. Det betød nyt liv og ny stemning, og jeg er virkelig glad for, at der kom så mange nye mennesker ind. Det gav os på en måde en ny start som klasse.

Mit andet år på gymnasiet var langt fra en dans på roser, men det var langt bedre end mit første år.
Den første halvdel af året husker jeg ikke så tydeligt. Jeg havde stadig ikke fundet min plads i klassen, og jeg frygtede derfor stadig gruppearbejde, hvor vi selv måtte vælge grupper.

Men efter jul skete der noget: Jeg faldt i snak med to af pigerne, hvoraf den ene var hende, der var kommet over til mig den første dag i 1.g, og den anden var en af dem, der var startet i klassen i 2.g. Vi fandt hinanden på et eller andet niveau og for første gang i min tid på gymnasiet frygtede jeg ikke hver eneste skoledag. Jeg så heller ikke frem til dem, men de blev meget bedre.

Så kom foråret og vores studietur til London. Det blev en fantastisk tur med klassen, hvor der blev shoppet en masse, og det gik op for mig, at jeg var kommet til at holde af mange af mine klassekammerater.

Da sommerferien kom, kunnejeg se tilbage på 2.g som året, hvor jeg mere eller mindre fandt min plads i klassen, og hvor jeg fandt tilbage til mig selv. Selvfølgelig var der konflikter og op- og nedture. I forhold til skolearbejdet levede 2.g op til det ry, det har som det hårdeste af de tre år. Det var det virkelig, og lige omkring jul sejlede alting virkelig for mig, og jeg tonsede undt som en hovedløs høne for at nå det hele, men er det ikke også en del af det at være ung?

Jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg levede igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar