onsdag den 14. juni 2017

En tur ned ad mindernes korridor - 3.g

Min optur, som jeg havde bygget fundamentet til i 2.g, fortsatte i 3.g. Det sidste år på gymnasiet blev det bedste.

Fagligt gik det som det skulle, men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg nød alle fagene. Det gjorde jeg langtfra. Der var nogle fag, jeg bare skulle have overstået - det kunne ikke gå hurtigt nok!

Socialt har 3.g for mig helt sikkert været det bedste. Jeg fandt en plads  klassen, der betød, at jeg kunne snakke med de fleste, og der var ikke nogle, jeg ikke kunne med. Det var rart endelig ikke at skulle være bange for selvvalgte grupper længere. Jeg havde omsider fundet nogle mennesker, jeg kunne samarbejde med.

Det smittede selvfølgelig af på festerne. Vi har altid været gode til at feste sammen i min klasse, men efter min mening var festerne i 3.g de bedste. Der havde vi et sammenhold og vi kunne alle have det sjovt sammen, og det satte jeg stor pris på!

Vi er nok ikke, hvad mange mennesker i klassisk forstand ville kalde en god klasse, men vi har fundet en måde at have et sammenhold på. Særligt,når vi er pressede, er vi rigtigt gode til at panikke sammen i vores gruppechat, og jeg har fået mange gode grin ved at læse de samtaler, der har har været derinde. Vi kan sagtens samarbejde, når det er nødvendigt.

Nu er 5 dage til, at vi bliver studenter, og vores tid som klasse lakker mod enden. Vi er 14 elever tilbage i klassen, hvoraf kun syv af os startede i 1.g sammen.

Min tid på gymnasiet er næsten slut, og hvis jeg skal komme med en konklusion på, hvad de her tre år har lært mig, må det være, at selv når tingene ser sortest ud, og selv når man tror, at man vil være fanget i mørket for evigt, vil der altid være et lys for enden af tunnellen.
Og måske er det nødvendigt for os alle sammen at ramme bunden en gang i mellem, for når vi så rejser os fra støvet og når toppen igen, følles det 100 gange bedre, end det gjorde, hvis man aldrig havde forladt den. Toppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar