I går kom en af de dage, som jeg har set frem til gennem hele min tid på gymnasiet: sidste skoledag.
Dagen startede med en fælles morgenmad i klasserne, hvor også nogle af vores lærere kiggede forbi og fik en bid mad med. Stemningen var afslappet og hyggelig, og traditionen tro var vi alle udklædt. Efter morgenmaden kastede vi med karameller på hele skolen, og det resulterede i et kaos af elever fra 3.g, som stormede klasselokalerne et efter et, mens vi grinede, larmede og kastede karameller.
Om aftnen samledes hele 3.g-årgangen til en afslutningsfest, hvor vores lærere også deltog. Her spiste vi en lækker middag og hver klasse stod for et festligt indslag, mens vi ventede på, at eksamensplanen blev offentliggjort til midnat.
Da klokken ramte midnat, herskede der en stemning, der nærmest sitrede af nervøsitet. Vores nerver var næsten til at tage at føle på, mens vi ventede på, at de ville vise eksamensplanen på storskærmen. En efter en fik klasserne at vide, hvilke fag de skulle op i. Fagene tonede frem på skærmen et efter et, og efter hvert fag kom der et brøl uden lige fra den pågældende klasse - enten jubelråb eller råb, der udtrykte frustration eller frygt.
Da turen kom til min klasse, rystede jeg næsten af nervøsitet i de få sekunder, der gik før mundtlig historie tonede frem som det første fag. Det var kun seks af os, der skulle op, og i mit stille sind bad jeg til, at jeg ikke var en af dem! Der lød lettede suk rundt omkring mig, for historie er en af de eksamener, hvor man har 24 timers forberedelse.
Det næste - og sidste - til at tone frem på skærmen til min klasse var: "14 elever skal op i..." Det er os alle sammen, så vi kiggede rundt på hinanden, krydsede fingre og mit hjerte hamrede derudad, og jeg er sikker på, at mine kammerater havde det på samme måde. Da vi vente blikket tilbage til skærmen stod der med store bogstaver "mundtlig oldtidskundskab" og jublen nåede nye højder! Folk omkring mig var ovenud lykkelige og dansede rundt, mens jeg selv stod og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle tænke og føle...
Kl. 00.30 blev eksamensplanen sendt ud til alle eleverne og jeg kunne nu konstatere, at jeg er en af de seks, der skal op i mundtlig historie og, at min sidste eksamen er oldtidskundskab.
Nu har jeg haft tid til at mærke efter, og jeg er egentlig ret godt tilfreds. Historie og oldtidskundskab er ikke mine bedste fag, og jeg har aldrig været vanvittigt god til de fag. Men det betyder, at mine forventninger til mig selv ikke er så høje, som de ville have været, hvis jeg skulle have været oppe i et af mine gode fag.
Den næste måned kommer til at gå med eksamenslæsning, overspringshandlinger, afslapning og hygge med familie og venner...
tirsdag den 16. maj 2017
torsdag den 11. maj 2017
Vores sidste dage med undervisning
I dag er det torsdag, og for min klasse og jeg - og de andre 3.g'ere - er det en særlig dag. Det er nemlig vores sidste dag med undervisning før vi på mandag fejrer vores sidste skoledag og får vores eksamensplan offentliggjort - jeg er virkelig spændt!
I løbet af de sidste tre dage har vi sagt farvel til vores fag og vores lærere. Det har været en underlig fornemmelse - på den ene side er det virkelig dejligt, at det er overstået, men på den anden side bliver det også underligt ikke at skulle være sammen med de mennesker mere... Jeg er jo kommet til at holde af dem i en eller anden grad - mine klassekamerater, men egentlig også en del af lærerne.
Jeg havde faktisk ikke regnet med, at skoleårets afslutning ville vække så mange forskellige følelser i mig, som det har gjort. I tirsdags da vi havde dansk for sidste gang og sagde farvel, var det faktisk med en klump i halsen, at jeg cyklede hjem. Ikke så meget fordi jeg kommer til at savne dansktimerne, men mere fordi det gik op for mig, at jeg snart skal starte forfra igen med nogle nye mennesker. Jeg skal lukke nogle nye mennesker ind i mit liv, og jeg skal arbejde for, at de accepterer mig, som jeg føler, at min klasse er kommet til i løbet af de sidste tre år....
I går tog jeg dog hjem med en anderledes fredfyldt fornemmelse i kroppen efter den sidste engelsktime. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og på en eller anden måde følte jeg mig klar til at tage afsked med engelsk, som er et fag, jeg har været glad for gennem hele min gymnasietid. Det virkede som en rigtig afslutning på det rigtige tidspunkt, og det var da også en hyggelig time, hvor vi egentlig bare var sammen og fik snakket om det sidste.
Da jeg cyklede hjem i dag efter at have haft religion og historie for sidste gang, var det med en boblende lykke, der fyldte min krop. Mens jeg sad på cyklen, lod jeg mit hår hænge løst så vinden kunne lege med det. En følelse af total frihed fyldte mig, mens jeg kørte ned ad bakkerne med vind i håret. Jeg rejste mig i pedalerne og det føltes næsten som at flyve. Det var et af de øjeblikke, hvor det føltes som om, at jeg var urørlig. Hele verden lå for mine fødder, og mens jeg sidder og skriver dette, er den følelse der endnu. Jeg er klar til at se, hvad verden har at tilbyde mig.
I løbet af de sidste tre dage har vi sagt farvel til vores fag og vores lærere. Det har været en underlig fornemmelse - på den ene side er det virkelig dejligt, at det er overstået, men på den anden side bliver det også underligt ikke at skulle være sammen med de mennesker mere... Jeg er jo kommet til at holde af dem i en eller anden grad - mine klassekamerater, men egentlig også en del af lærerne.
Jeg havde faktisk ikke regnet med, at skoleårets afslutning ville vække så mange forskellige følelser i mig, som det har gjort. I tirsdags da vi havde dansk for sidste gang og sagde farvel, var det faktisk med en klump i halsen, at jeg cyklede hjem. Ikke så meget fordi jeg kommer til at savne dansktimerne, men mere fordi det gik op for mig, at jeg snart skal starte forfra igen med nogle nye mennesker. Jeg skal lukke nogle nye mennesker ind i mit liv, og jeg skal arbejde for, at de accepterer mig, som jeg føler, at min klasse er kommet til i løbet af de sidste tre år....
I går tog jeg dog hjem med en anderledes fredfyldt fornemmelse i kroppen efter den sidste engelsktime. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og på en eller anden måde følte jeg mig klar til at tage afsked med engelsk, som er et fag, jeg har været glad for gennem hele min gymnasietid. Det virkede som en rigtig afslutning på det rigtige tidspunkt, og det var da også en hyggelig time, hvor vi egentlig bare var sammen og fik snakket om det sidste.
Da jeg cyklede hjem i dag efter at have haft religion og historie for sidste gang, var det med en boblende lykke, der fyldte min krop. Mens jeg sad på cyklen, lod jeg mit hår hænge løst så vinden kunne lege med det. En følelse af total frihed fyldte mig, mens jeg kørte ned ad bakkerne med vind i håret. Jeg rejste mig i pedalerne og det føltes næsten som at flyve. Det var et af de øjeblikke, hvor det føltes som om, at jeg var urørlig. Hele verden lå for mine fødder, og mens jeg sidder og skriver dette, er den følelse der endnu. Jeg er klar til at se, hvad verden har at tilbyde mig.
fredag den 5. maj 2017
Nu er det næsten slut
Så blev det endelig fredag aften. Der er altså et eller andet over denne aften. Arbejdsugen er overstået og vi kan nu se frem til to fridage.
Jeg har nu fire dage tilbage på gymnasiet med undervisning. Det er slet ikke til at beskrive, hvor fantastisk det er. Så er jeg næsten færdig, jeg har næsten klaret det. Men med skoleårets afslutning følger også, for mit vedkommende, en følelse af usikkerhed, for hvad sker der nu? Hvad skal jeg lave efter gymnasiet?
Dette spørgsmål er jeg blevet stillet så sent som i dag af min dansklærer, og mit svar lød som det altid har gjort: jeg ved det virkelig ikke...
Det føles som om, at der er to dele af mig, der kæmper mod hinanden. På den ene side er der den del af mig, der gerne vil være forfatter og studere dansk på universitetet. På den anden side er der den del af mig, der gerne vil hjælpe andre. Det er ikke sådan, at jeg regner med at kunne ændre hele verden, men hvis jeg bare kunne gøre en forskel for en lille gruppe af mennesker, ville det betyde alverden... Derfor har jeg overvejet uddannelser som psykomotorisk terapeut, ergoterapeut eller socialpædagog.
Den store drøm for mig er at kunne starte et projekt, hvor man kunne give handicappede unge nogle mentale værktøjer til at få det bedre med deres diagnoser. Samtidig ville der være fokus på deres livsstil, og de ville få hjælp til at leve sundere - kost og motionsmæssigt, for jeg troe virkelig på, at fysiologisk velvære påvirker vores mentale velvære. Men hvordan det projelt skal startes aner jeg virkelig ikke...
Jeg håber, at I får en god weekend!
Jeg har nu fire dage tilbage på gymnasiet med undervisning. Det er slet ikke til at beskrive, hvor fantastisk det er. Så er jeg næsten færdig, jeg har næsten klaret det. Men med skoleårets afslutning følger også, for mit vedkommende, en følelse af usikkerhed, for hvad sker der nu? Hvad skal jeg lave efter gymnasiet?
Dette spørgsmål er jeg blevet stillet så sent som i dag af min dansklærer, og mit svar lød som det altid har gjort: jeg ved det virkelig ikke...
Det føles som om, at der er to dele af mig, der kæmper mod hinanden. På den ene side er der den del af mig, der gerne vil være forfatter og studere dansk på universitetet. På den anden side er der den del af mig, der gerne vil hjælpe andre. Det er ikke sådan, at jeg regner med at kunne ændre hele verden, men hvis jeg bare kunne gøre en forskel for en lille gruppe af mennesker, ville det betyde alverden... Derfor har jeg overvejet uddannelser som psykomotorisk terapeut, ergoterapeut eller socialpædagog.
Den store drøm for mig er at kunne starte et projekt, hvor man kunne give handicappede unge nogle mentale værktøjer til at få det bedre med deres diagnoser. Samtidig ville der være fokus på deres livsstil, og de ville få hjælp til at leve sundere - kost og motionsmæssigt, for jeg troe virkelig på, at fysiologisk velvære påvirker vores mentale velvære. Men hvordan det projelt skal startes aner jeg virkelig ikke...
Jeg håber, at I får en god weekend!
mandag den 1. maj 2017
Nytårs morgen
Jeg fejrede nytår med et hold gode venner, som jeg har kendt længe. Vi havde en super festlig aften, hvor der også røg lidt alkohol ind under vesten og der blev grinet og snakket til den lyse morgen - præcis som vi havde glædet os til.
Jeg vågnede tidligt d. 1. januar, mens resten af huset stadig sov. Der var helt stille, og jeg har en ide om, at solen kiggede ind den morgen, mens jeg lå og kiggede op i loftet. Der i stilheden fik jeg tid til at tænke. Tænke over, hvad det gamle år havde indeholdt og også over, hvad det nye år mon ville have at byde på. Det nye år ville bringe mig en afsked med mine klassekamerater fra gymnasiet og en ny begyndelse med nogle nye mennesker. Denne tankestrøm førte til, at jeg så tilbage på, hvordan det hidtil har været at møde nye mennesker, hvad jeg har tænkt og følt i situationer, hvor jeg står overfor nye mennesker. Det blev til noget, der måske kunne fungere som en indledning, hvis jeg nogensinde skulle skrive et selvbiografisk værk. For mig beskriver den egentlig meget godt den følelse, jeg får, når jeg står overfor nogle nye mennesker:
De smiler til hende, men de ser det med det samme: der er noget galt. Noget helt afgørende mangler: pigen har ikke noget smil. Hun kan se, hvordan en undren breder sig over deres ansigter og noget går i stykker mellem dem. Kommunikationen. Lige dér bryder den sammen og der er ikke noget, hun kan gøre. De kommer aldrig til at kunne læse hende. De kommer aldrig til at forstå hende, ved blot at kigge på hende. De vil aldrig kunne spejle sig i hendes følelser ved at spejle sig i hendes ansigt, for det røber ingenting. Overhovedet ingenting. De står overfor hende, usikre på, hvad de skal gøre nu. Hun kan næsten høre deres tanker: "Hvad er der galt med hende? Hvorfor smiler hun ikke tilbage? Det er da almindelig høflighed." Hun har stået i denne situation mange gange før, men følelsen er altid den samme. Afmagt. Hvordan skal hun forklare, at der ikke er noget galt med hende? Hvordan kan hun kompensere for det manglende smil? For sandheden er nemlig, at hun ikke er uhøflig. Sandheden er, at der ikke er noget galt med hende. Hun kan simpelthen bare ikke udtrykke følelser via ansigtet - det er noget, hun er født med.
I løbet af livet har hun stået i denne situation utallige gange, men usikkerheden har aldrig forladt hende. Hun ved alt for godt, hvad et førstehåndsindtryk kan komme til at betyde, og grundet hendes diagnose vil andres førstehåndsindtryk af hende altid vække undren. Hun er altid afhængig af, at de folk, hun møder er villige til at give hende en chance for at forklare sit udseende.
Det har hun gjort utallige gange, og nu vil hun gerne forklare det for dig. Hun vil gerne give dig muligheden for at forstå hende - det har hun brug for, at du gør…
Jeg vågnede tidligt d. 1. januar, mens resten af huset stadig sov. Der var helt stille, og jeg har en ide om, at solen kiggede ind den morgen, mens jeg lå og kiggede op i loftet. Der i stilheden fik jeg tid til at tænke. Tænke over, hvad det gamle år havde indeholdt og også over, hvad det nye år mon ville have at byde på. Det nye år ville bringe mig en afsked med mine klassekamerater fra gymnasiet og en ny begyndelse med nogle nye mennesker. Denne tankestrøm førte til, at jeg så tilbage på, hvordan det hidtil har været at møde nye mennesker, hvad jeg har tænkt og følt i situationer, hvor jeg står overfor nye mennesker. Det blev til noget, der måske kunne fungere som en indledning, hvis jeg nogensinde skulle skrive et selvbiografisk værk. For mig beskriver den egentlig meget godt den følelse, jeg får, når jeg står overfor nogle nye mennesker:
De smiler til hende, men de ser det med det samme: der er noget galt. Noget helt afgørende mangler: pigen har ikke noget smil. Hun kan se, hvordan en undren breder sig over deres ansigter og noget går i stykker mellem dem. Kommunikationen. Lige dér bryder den sammen og der er ikke noget, hun kan gøre. De kommer aldrig til at kunne læse hende. De kommer aldrig til at forstå hende, ved blot at kigge på hende. De vil aldrig kunne spejle sig i hendes følelser ved at spejle sig i hendes ansigt, for det røber ingenting. Overhovedet ingenting. De står overfor hende, usikre på, hvad de skal gøre nu. Hun kan næsten høre deres tanker: "Hvad er der galt med hende? Hvorfor smiler hun ikke tilbage? Det er da almindelig høflighed." Hun har stået i denne situation mange gange før, men følelsen er altid den samme. Afmagt. Hvordan skal hun forklare, at der ikke er noget galt med hende? Hvordan kan hun kompensere for det manglende smil? For sandheden er nemlig, at hun ikke er uhøflig. Sandheden er, at der ikke er noget galt med hende. Hun kan simpelthen bare ikke udtrykke følelser via ansigtet - det er noget, hun er født med.
I løbet af livet har hun stået i denne situation utallige gange, men usikkerheden har aldrig forladt hende. Hun ved alt for godt, hvad et førstehåndsindtryk kan komme til at betyde, og grundet hendes diagnose vil andres førstehåndsindtryk af hende altid vække undren. Hun er altid afhængig af, at de folk, hun møder er villige til at give hende en chance for at forklare sit udseende.
Det har hun gjort utallige gange, og nu vil hun gerne forklare det for dig. Hun vil gerne give dig muligheden for at forstå hende - det har hun brug for, at du gør…
søndag den 30. april 2017
Med kærlighed fra familien
Hvis man skal kunne have det godt med sig selv, hvis man skal kunne komme til et punkt, hvor man kan acceptere den man er, er det nødvendigt at omgive sig med mennesker, der accepterer én præcis som man er.
I mit liv har der været både opture og nedture. Der er mange ting, der har ændret sig i mit liv, men én ting, der altid har været det samme, er den støtte som min familie har givet mig. Det bliver jeg ofte mindet om, og i går blev jeg igen mindet om, og overvældet over, hvor fantastisk min familie er.
Min fars side af familien var samlet for at fejre min farmors 85 års fødselsdag, og det gik på intet tidspunkt stille for sig! Lige fra vi kom var stemningen i top, og der blev snakket, grinet og udvekslet meninger og minder. Jeg sad der med min familie omkring mig, omgivet af latter og positiv energi og jeg blev ramt af den største taknemmelighed for, at jeg har de mennesker i mi liv. Det er de mennesker, der har troet på mig, når ingen andre gjorde - inklusiv mig selv. Det er de mennesker, der altid har opmuntret mig til at være Ida - og være stolt af det.
Min tid på gymnasiet har ikke altid været en dans på roser. Det har til tider nærmere været en vandring gennem et brændende helvede. Ikke fordi jeg blev behandlet dårligt og ikke fordi jeg ikke kunne følge med fagligt. Nej, det var fordi jeg aldrig havde ønsket at gå på gymnasiet, og derfor ønskede jeg i lang tid ikke at være en del af fællesskabet i klassen. Jeg var bange for, at de ikke ville acceptere mig på grund af min diagnose og jeg var bange for at lukke dem ind i tilfælde af, at de ville trække sig væk igen. I den periode var min familie og mine veninder fra folkeskolen det eneste jeg havde at holde fast i, og nu hvor gymnasiet lakker mod enden kan jeg se, hvor meget min families kærlighed har hjulpet mig.
Nu har jeg det godt i min klasse og jeg er kommet til at holde af dem, men tiden før jeg fandt modet til at lukke dem ind, ville jeg ikke have overlevet uden de fantastiske mennesker som jeg er så heldig at kunne kalde min familie!
Hvis jeg må komme med et råd til pårørende til en person med en diagnose eller en person, der på anden måde går gennem en hård periode, er det, at I ikke nødvendigvis behøver at spørge ind til personens liv, eller give personen et hav af opmærksomhed. Det vigtigste kan nogle gange være, at I bare er der og er som I altid har været. For i en periode, hvor alting ændrer sig, er det helt fantastisk at have noget, der altid er det samme, noget som man kan regne med.
En af de aftner...
Der er nogle aftner, hvor det føles som om, at alting går op i en højere enhed. Der er nogle aftner, hvor man kan give sig hen og være fuldstændigt til stede i øjeblikket. Sådan en aften havde jeg i fredags, d. 29. april.
Der var gallafest på mit gymnasium og traditionen tro skulle 3.g'erne danse lanciers inde i skolens festsal med forældre, søskende, venner og familie som tilskuere. Min klasse og jeg havde længe set frem til denne begivenhed, hvor vi skulle markere afslutningen på vores gymnasietid, og vi havde planlagt både forfest og efterfest, fordi det altid er super hyggeligt, når vi fester sammen i klassen.
Da fredagen endelig kom var vi alle samen meget spændte og glade. Vi mødtes hos en af pigerne til en forfest, hvor der blev hygget og snakket og øvet en sidste gang før vi kørte hen til gymnasiet, hvor et hav af mennesker allerede havde taget form. Mens mine kammerater og jeg baneder os vej gennem menneskemylderet, bredte der sig en god form for spænding i min krop: dette menneskehav skulle være vores publikum. De var familie og venner til de mennesker som jeg har brugt de sidste tre år sammen med og som jeg nu skulle ind og danse med. Det var en ret fantastisk følelse...
Musikken startede og vi marcherede ind i festsalen for at danse den dans som for mig blev et symbol på, at min tid på gymnasiet næsten er ovre... Vi dansede, grinede og mellem hver tur blev der klappet og jublet, og hvisket "Yes, vi klarede det!" Da den femte og sidste tur var ovre, og vi stod på lange rækker med front mod vores jublende publikum mens vi ventede på at marchere ud, lod jeg mit blik fotografere dette syn. Jeg ville lagre det i min hukommelse og huske det som den perfekte afslutning på tre år, der har været den vildeste følelsesmæssige rutschebanetur, som jeg nogensinde har haft.
Efterfølgende mødtes vi hjemme hos en af pigerne, hvor vi hyggede, snakkede og spillede drukspil. Og der gik det op for mig. det gik op for mig, at jeg på intet tidspunkt i løbet af den aften havde skænket min diagnose en tanke. Jeg havde bare været en af pigerne, og ligesom de andre havde jeg haft en fantastisk aften, hvor jeg havde følt mig som en prinsesse i min kjole...
Mig efter dansen Min frisure Mig efter dansen
min mor satte hår
Der var gallafest på mit gymnasium og traditionen tro skulle 3.g'erne danse lanciers inde i skolens festsal med forældre, søskende, venner og familie som tilskuere. Min klasse og jeg havde længe set frem til denne begivenhed, hvor vi skulle markere afslutningen på vores gymnasietid, og vi havde planlagt både forfest og efterfest, fordi det altid er super hyggeligt, når vi fester sammen i klassen.
Da fredagen endelig kom var vi alle samen meget spændte og glade. Vi mødtes hos en af pigerne til en forfest, hvor der blev hygget og snakket og øvet en sidste gang før vi kørte hen til gymnasiet, hvor et hav af mennesker allerede havde taget form. Mens mine kammerater og jeg baneder os vej gennem menneskemylderet, bredte der sig en god form for spænding i min krop: dette menneskehav skulle være vores publikum. De var familie og venner til de mennesker som jeg har brugt de sidste tre år sammen med og som jeg nu skulle ind og danse med. Det var en ret fantastisk følelse...
Musikken startede og vi marcherede ind i festsalen for at danse den dans som for mig blev et symbol på, at min tid på gymnasiet næsten er ovre... Vi dansede, grinede og mellem hver tur blev der klappet og jublet, og hvisket "Yes, vi klarede det!" Da den femte og sidste tur var ovre, og vi stod på lange rækker med front mod vores jublende publikum mens vi ventede på at marchere ud, lod jeg mit blik fotografere dette syn. Jeg ville lagre det i min hukommelse og huske det som den perfekte afslutning på tre år, der har været den vildeste følelsesmæssige rutschebanetur, som jeg nogensinde har haft.
Efterfølgende mødtes vi hjemme hos en af pigerne, hvor vi hyggede, snakkede og spillede drukspil. Og der gik det op for mig. det gik op for mig, at jeg på intet tidspunkt i løbet af den aften havde skænket min diagnose en tanke. Jeg havde bare været en af pigerne, og ligesom de andre havde jeg haft en fantastisk aften, hvor jeg havde følt mig som en prinsesse i min kjole...
Mig efter dansen Min frisure Mig efter dansen
min mor satte hår
søndag den 2. april 2017
Min drøm
Jeg vil våge at påstå, at de fleste af os har en eller flere drømme, som måske ikke er så sandsynlige, men som følger os gennem størstedelen af vores liv. Personligt har jeg to:
Lige siden jeg lærte at læse, har jeg været fascineret af fiktionens verden. Jeg elsker tanken om, at man kan sætte sig med en bog og forsvinde ind i dens univers. Jeg glemmer alt omkring mig når jeg læser, og det er en fantastisk flugt fra virkeligheden.
Min kærlighed til læsning har ført til en kærlighed til skrivning. I min verden ville det være en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, hvis jeg kunne få lov til at udgive bøger, som andre kunne dykke ned i, når de trænger til en pause fra virkeligheden. Indtil fornylig har jeg ikke kunnet forestille mig noget mere fantastisk.
Et par dage før jeg fyldte 20 havde jeg en drøm. I drømmen arbejdede jeg sammen med Chris MacDonald om at lave et projekt, der mindede meget om hans tv-program, U-TURN, som jeg har fulgt med i med stor interesse. Forskellen var bare, at vores fokus ikke lå på personer med livsstilssygdomme. I stedet lå vores fokus på at hjælpe unge mennesker, som er født med en form for handicap eller diagnose, der påvirker deres psykiske sundhed. Vi hjalp dem med at finde mentale værktøjer, der kunne styrke deres selvværd Samtidig hjalp vi dem med at skabe en sundere livsstil, da man ikke kan have det godt psykisk, hvis man ikke har det godt fysisk.
Da jeg vågnede efter den drøm gik det op for mig, at det i virkeligheden er det, jeg vil. Jeg vil rigtig gerne hjælpe handicappede unge som mig selv med at leve et sundere og lykkeligere liv..Det er min drøm. At starte et projekt alla U-TURN for handicappede unge, og unge, der kæmper med lavt selvværd.
Ida Simoni Nielsen
Lige siden jeg lærte at læse, har jeg været fascineret af fiktionens verden. Jeg elsker tanken om, at man kan sætte sig med en bog og forsvinde ind i dens univers. Jeg glemmer alt omkring mig når jeg læser, og det er en fantastisk flugt fra virkeligheden.
Min kærlighed til læsning har ført til en kærlighed til skrivning. I min verden ville det være en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, hvis jeg kunne få lov til at udgive bøger, som andre kunne dykke ned i, når de trænger til en pause fra virkeligheden. Indtil fornylig har jeg ikke kunnet forestille mig noget mere fantastisk.
Et par dage før jeg fyldte 20 havde jeg en drøm. I drømmen arbejdede jeg sammen med Chris MacDonald om at lave et projekt, der mindede meget om hans tv-program, U-TURN, som jeg har fulgt med i med stor interesse. Forskellen var bare, at vores fokus ikke lå på personer med livsstilssygdomme. I stedet lå vores fokus på at hjælpe unge mennesker, som er født med en form for handicap eller diagnose, der påvirker deres psykiske sundhed. Vi hjalp dem med at finde mentale værktøjer, der kunne styrke deres selvværd Samtidig hjalp vi dem med at skabe en sundere livsstil, da man ikke kan have det godt psykisk, hvis man ikke har det godt fysisk.
Da jeg vågnede efter den drøm gik det op for mig, at det i virkeligheden er det, jeg vil. Jeg vil rigtig gerne hjælpe handicappede unge som mig selv med at leve et sundere og lykkeligere liv..Det er min drøm. At starte et projekt alla U-TURN for handicappede unge, og unge, der kæmper med lavt selvværd.
Ida Simoni Nielsen
Abonner på:
Opslag (Atom)