"Glædens øjeblikke"

I den seneste uge har jeg været tilbage på Rønde Højskole som frivillig hjælper på et sommerkursus, der handler om glædens øjeblikke. Et kursus som hovedsageligt henvender sig til ældre mennesker, og byder på foredrag, udflugter på Djursland og vigtigst af alt en masse hyggeligt samvær.

Sammen med kursusledere og tre andre frivillige skulle jeg være med til at skabe de bedste rammer for hyggen ved at sørge for alt det praktiske.

En helt uforglemmelig uge har det været med en masse smil, grin, gode snakke, lækker mad og taknemmelige kursister. Det er helt utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en forskel.

Samtidig var ugen et glædeligt gensyn med højskolen og hele den stemning, der er sådan et sted, og det blev virkelig klart for mig, hvor meget jeg har savnet det hele. Jeg har savnet omgivelserne, naturen og skolens hyggelige lokaler. Jeg har savnet timerne med fællessang med sangene fra højskolesangbogen. Mest af alt har jeg bare savnet, hvordan mennesker mødes og lærer af hinanden på en måde, der kun kan lade sig gøre på en højskole.

Højskolen og Rønde har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har lovet mig selv at vende tilbage så ofte som det kan lade sig gøre.

Sådan et ophold er en once in a lifetime oplevelse, og jeg ville give alt for at kunne skrue tiden tilbage og genopleve det hele én, to eller tusind gange til...

Det næste kapitel

Den 5. juli var der ansøgningsfrist for de videregående uddannelser. En deadline, der sidste år virkede som et press. Et press, der fortalte mig, hvad jeg burde gøre. Jeg endte med at søge ind på dansstudiet - bare for at gøre et eller andet, men valgte heldigvis at takke nej til studiepladsen og i stedet bruge et på at komme tættere på mig selv. Et valg jeg aldrig har fortrudt, for hold da op, hvor har det givet mig meget!

Den 5. juli i år fik en helt anden betydning for mig. Datoen gav mig en halt anden følelse i maven. Denne gang kunne jeg møde dagen med en beslutsomhed og glæde, som jeg ikke havde troet mulig. Jeg har fundet en uddannelse, der interesserer mig, og som føles helt rigtig. Jeg har søgt ind på ergoterapeutuddannelsen i Aalborg, og den 28. juli kom svaret: Jeg er blevet optaget med start den 4. februar. Egentlig havde jeg håbet at kunne starte til september, men jeg er bare super glad for at være kommet ind og at have fundet et område, der fanger mig.

Det næste halve år ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af, men jeg er kommet så uendeligt meget længere end jeg var sidste år på denne tid. Den gang anede jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg var helt blank. Sådan er det heldigvis ikke i år. I år har jeg taget en meget vigtig beslutning om, hvad jeg vil med mit liv.

Den beslutning har givet mig en ny ro, og jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på ergoterapeutuddannelsen til februar.

Hjemme igen

Nu er det lidt over to uger siden siden, jeg pakkede det sidste, forlod mit værelse på højskolen og spiste morgenmad i spisesalen for sidste gang, før vi gik ind til den afsluttende samling, hvor vi sang nogle sange, forstanderen holdt en fantastisk tale og vi fik overrakt vores højskolebeviser.

Da samlingen var slut, kom den hårde del: det var blevet tid til at sige farvel. Vi stillede os op på en lang række organiseret på en måde så alle ville komme til at møde alle og få sagt farvel - elever såvel som lærere.

Det trak tænder ud og tog en evighed, men det var den helt rigtige måde at gøre det på. Hver og én fik vi muligheden for at kigge hinanden i øjnene og sige farvel på en ordentlig måde.

Det første stykke tid fik jeg næsten bildt mig selv ind, at jeg ville kunne komme igennem uden at græde, men i takt med, at de mennesker jeg har holdt så meget af gik forbi, knækkede filmen for mig.

Det kom bag på mig, hvor utroligt svært og hårdt det var at starte på højskolen i januar, men jeg havde alligevel ikke kunnet forberede mig på, hvor ondt det ville komme til at gøre, når jeg skulle sige farvel til alle de mennesker, som jeg havde brugt det sidste halve år med. De er de mennesker, jeg grinede med, hyggede med, snakkede med. Vi har set hinanden i vores bedste, værste, sjoveste, mest frustrerede, mest fantastiske og uforglemmelige øjeblikke. De var alle sammen en del af mit liv på højskolen, og de har alle sammen været med til at gøre det til en uforglemmelig og fantastisk tid. Elever såvel som lærere.

Jeg har lært utroligt meget og jeg er evigt taknemmelig for det kapitel af mit liv.

En vigtig lektion

I går var der præcis to uger til afslutningen på mit højskoleophold, og i den forbindelse havde vi et sidste arrangement med vores ganggruppe og den tilknyttede lærer. I min gruppe hyggede vi i højskolehaven med is, kaffe og romkugler, mens vi spillede kongespillet, og vores ganggruppelærer havde individuelle evalueringssamtaler med os i gruppen på skift. Samtalerne skulle "kun lige vare 5-6 minutter" og handle om, hvordan vores højskoleophold har været. Dog blev de både en del længere og dybere end det - heldigvis.

Den samtale, jeg havde med min ganggruppelærer var utroligt rar. Vi snakkede om, hvad jeg har fået ud af at gå på højskole - hvad jeg har lært om mig selv: Da jeg var 17 startede jeg i 1.g, noget, som jeg ikke følte mig klar til - fagligt var jeg klar, men på det personlige plan var jeg bare ikke parat til mødet med en ny skole og en masse nye mennesker. Derfor byggede jeg en mur omkring mit hjerte og alt, hvad der gør mig til mig. Muren skulle beskytte mig for nederlag - og holde mine nye klassekamerater på sikker afstand. 

Sådan levede jeg i godt og vel halvandet år. Først derefter begyndte jeg at sænke paraderne en smule overfor nogle få mennesker, som jeg var kommet til at stole en smule på. De fik lov at komme nærmere, men jeg var hele tiden opmærksom på ikke at lade dem komme helt tæt på. Helt tæt på kernen, den sårbare del af mig. 

Ikke overraskende har jeg ikke kontakt med en eneste fra min gymnasieklasse nu - jeg fik ikke skabt nogle venskaber for livet. Egentlig er det ikke noget, jeg har fortrudt, når jeg har tænkt tilbage, men da jeg valgte at starte på højskole, vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ind til det med en anden indstilling. En indstilling, jeg ikke var i stand til at have, da jeg gik i gymnasiet: Jeg ville møde de andre elever på højskolen med et åbent sind, og jeg ville give mig selv lov til at være sårbar, og til at lade dem se de ting, der gør mig til mig. 

Nu hvor opholdet for alvor er ved at nærme sig sin afslutning, kan jeg mærke, at dén indstilling var den rigtige. Jeg har mødt så utroligt mange søde mennesker her, og jeg er evigt  taknemmelig for at have lært dem at kende, og alt hvad de har givet mig. Om venskaberne bliver for livet, kan kun tiden vise, men jeg tror på, at vi har ret gode odds.

Den erfaring vil jeg tage med mig, når jeg skal møde nye mennesker i fremtiden: "Giv dig selv lov til at give andre tiden til at lære dig at kende." For det tager længere tid for andre at lære mig at kende, end det tager for dem at lære andre at kende. Med min diagnose vil jeg på det punkt altid være bagud, men hvis folk får tiden til at lære at læse mig, vil diagnosen blive mindre og mindre tydelig for dem og fylde mindre og mindre i vores kommunikation.

En måned tilbage i Rønde

Vi skriver i dag d. 27. maj. Der er i dag præcis en måned til afslutningen på mit ophold på Rønde Højskole. Den tanke sidder jeg og prøver at kapere lige nu.

Hvordan kan tiden været gået så hurtigt? Hvordan kan der kun være en måned tilbage?
Hvordan kan det allerede næsten være slut?

Jeg fatter det simpelthen ikke. Tiden i Rønde er fløjet afsted med en hastighed, der er helt ufattelig. Jeg kan stadig huske, hvordan nervøsiteten nærmest åd mig op i de første dage. Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, da alle ansigterne og stemmerne stadig var fremmede. Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, da alt stadig var nyt og ukendt.

I løbet af de sidste 5 måneder er alt det skræmmende, alt det fremmede, alt det nye og ukendte blevet trygt, velkendt og hverdagsagtigt. På så kort tid er vi kommet ind under huden på hinanden, og der er blevet dannet venskaber, som jeg håber varer ved.

Der har været op- og nedture. Der har været gyldne øjeblikke, hvor alt var perfekt, og der har været øjeblikke med lyn og torden, hvor alting var sort. Det har været 5 måneder med følelserne udenpå tøjet på den fede måde. De 5 mest intense måneder, jeg har oplevet.

Nu er der en tilbage. En måned mere med de her mennesker i de her omgivelser. En måned mere med højskolelivet. Kun en måned mere af en tid, der aldrig kommer igen...

Jeg vil gøre mit til, at det bliver en mindeværdig måned - ligesom de sidste 5 måneder har været det...

Forår på Rønde Højskole

Nu er foråret ved at komme til Rønde, og det lyder vi i fulde drag på højskolen. I går, søndag, skinnede solen hele dagen, så vi lagde os på tæpper ude i højskolehaven og hyggede. Snakken gik lystigt og stemningen steg et par grader i det gode vejr.

Når vi ligger der på jorden, snakker, griner og hygger som om vi er de eneste i verden, går det op for mig, hvor lidt der egentlig skal til for, at man føler sig lykkelig. Det eneste der skal til er sol, chokolade og godt selskab. Det hele var så idyllisk, og jeg satte så meget pris på bare at være der i øjeblikket sammen med de mennesker, jeg er kommet til at holde så meget af.

Livet her på højskolen er blevet hverdag med de faste rutiner, der kendetegner hverdage, men alligevel er dagene ikke ens. Vi kommer tættere og tættere på hinanden og vores snakke bliver dybere og dybere. 

Jeg havde håbet, at min tid her i Rønde ville blive god, men jeg havde aldrig kunnet forstille mig, at det ville blive så fantastisk, at højskolelivet ville passe mig så godt... Jeg elsker at stå op om morgenen og møde de andre til morgenmad, jeg elsker at have undervisning, jeg elsker at slappe af med de andre i fritiden, og jeg elsker at hade mig selv fordi jeg igen har sovet for lidt, fordi jeg hyggede mig for meget om aftenen. 

Det er næsten for godt til at være sandt...

... hvor fantastisk det er at gå på højskole for tiden. De sidste par uger har været gyldne, og jeg går rundt i en næsten konstant rus af lykke - kun afbrudt af kortere perioder med ekstrem træthed grundet min ringe evne til at gå fra hyggen om aftenen.

I weekenden var jeg hjemme til min lillesøsters 18 års fødselsdag og så i den forbindelse hele min nærmeste familie. Vi nød hinandens selskab i fulde drag, som vi altid gør. De var naturligvis alle sammen meget nysgerrige på, hvordan jeg har det her på højskolen, og jeg nød at kunne fortælle dem, hvor fantastisk mit liv som højskoleelev virkelig er. Det var skønt at fortælle dem, hvordan vi spiller brætpil og snakker til ud på natten. Det var dejligt at fortælle, hvordan vi hygger og griner som om vi er de eneste i verden.

Lige nu er jeg en del af et fællesskab på en måde, som jeg aldrig før har oplevet. I mit liv har jeg oplevet mange fantastiske ting, men på det sociale parameter har jeg aldrig oplevet noget lignende, noget så intenst på den gode måde.

Folk har i sandhed ret, når de siger, at et højskoleophold er noget helt særligt...